Tandklinikken Bisserne tilbyder hjemløse gratis hjælp til tandbehandling. Der er åben på hverdage.

Tandklinikken ligger på anden sal på Mændenes Hjem og er indrettet som en moderne tandklinik. Behandlingen varetages af en stor gruppe frivillige tandlæger, tandplejere og klinikassistenter, der alle har stor erfaring fra privat og offentlig praksis. Desuden er der ansat en klinikkoordinator til at koordinere behandlingen.

Tandklinikken drives af den selvstændig forening Bisserne, der også har tandklinik på Kofoeds Skole.

Klinikkens personale behandler huller i tænderne, tandkødsbetændelse, fyldninger, trække tænder ud, lave overgangsproteser og meget andet.

Hver dag får tandklinikken besøg af 7-10 patienter. Nogen bor på Mændenes Hjem og andre kommer ind for at modtage behandlinger – men alle er hjemløse eller funktionelt hjemløse. Tandklinikken bruges også af mange andre sociale tilbud, fx af andre § 110-botilbud, Københavns Kommunes gadeplansindsats, sundhedsteam med flere.

Det er kun patienter, som på grund af sociale problemer ikke kan benytte almindelig tandlæge, der kan komme hos Bisserne. Det er ikke nok at være økonomisk udsat – i tilfælde af økonomiske problemer med at komme til tandlægen, kan man kontakte sin kommune og søge tandlægekort. Patienterne hos Bisserne skal have gult sygesikringskort.

Tidsbestilling kan ske ved at henvende sig på Mændenes Hjem, Lille Istedgade 2 i dagtimerne eller ved at ringe til klinikkoordinator Tina på tlf. 21 67 89 31 i telefontiden mandag-fredag 11.00-15.00. Endelig kan man også sende en e-mail til bisserne@maendeneshjem.dk