Meddelelse
Mændenes Hjem overtager pr. den 1. januar 2011 driften af Sundhedsrummet og Café Dugnad på Vesterbro i København.
Københavns kommunes socialudvalg opsagde den 13. oktober 2010 partnerskabet med Dugnad Vesterbro om driften af en café. På et møde den 9. november besluttede socialudvalget at lægge de to tilbud (Sundhedsrummet og Cafe Dugnad) sammen og overdrage driften af stedet til Mændenes Hjem.
Siden den 9. november 2010 har parterne forhandlet om en overdragelse: Overdragelsen kan nu realiseres fra den 1. januar 2011. Tilbuddet vil hedde: Det samlede tilbud Sundhedsrummet og Café D.
Navnet Café D. giver mulighed for at man selv kan associere hvad D. står for. Mændenes Hjem ønsker også at signalere en respekt for det store arbejde der er blevet udført for brugerne i Café Dugnad.
Tilbuddet skal samles, koordineres og ledes af en projektleder, som vil tiltræde i begyndelsen af januar 2011.
Tilbuddene vil have en egen tilgang og et eget fælles værdisæt, som ikke nødvendigvis er lig det på Mændenes Hjem.
På samme måde, som der også er forskel på Irma og Fakta selv om det er Brugsforeningen der driver begge steder, så vil der også forsat være forskel på Mændenes Hjem og Det samlede tilbud Sundhedsrummet og Café D.
Ønsket med en overdragelse og en sammenlægning af de to tilbud er, at der forsat skal være et lavtærskeltilbud på Vesterbro. Her skal der være mulighed for at få mad, varme, finde et toilet, og mulighed for brobygning til det offentlige system. Dertil vil der være et professionelt sundhedstilbud, der forebygger og reducerer skader hos en gruppe borgere med meget høj sygelighed.
Samtidig er det ønsket at de to tilbud ved sammenlægningen har åbningstider for at understøtte hinandens arbejde i henholdsvis den sociale samt den sundhedsmæssige del af arbejdet. Det vil betyde mere ensartede åbningstider i tilbuddene.
Vesterbro indsatsen vil også i 2011 blive understøttet af den Vesterbrokoordinator (tidligere sommerkoordinator), som sammen med Grundlæggerne (oprydningshold fra Sundholm) og en mere målrettet indsats fra Københavns kommunes hjemløseenhed, har opkvalificeret indsatsen i bydelen.
I den 1. uge af 2011 vil der blive udsendt en mere konkret meddelelse om tilbuddene.