Fælles pressemeddelelse fra stofindtagelsesrummene i Danmark:

STOFINDTAGELSESRUM REDDER LIV

I Danmark dør alt for mange mennesker af en overdosis eller forgiftning. Stofindtagelsesrummene er en del af løsningen – og skæres der ned på stofindtagelsesrummene, kan det koste endnu flere liv, lyder en fælles udmelding fra stofindtagelsesrummene i Danmark.

Sidste år døde 263 mennesker af narkotikarelaterede årsager. Det er desværre en stigning i forhold til de to foregående år. Uden stofindtagelsesrummene i Danmarks tre største byer, kunne tallet dog have været meget højere. I løbet af de seneste tre år er der behandlet mere end 400 overdoser i rummene – uden et eneste dødsfald. ”Vi kan kun redde de mennesker, som træder ind ad døren i et stofindtagelsesrummene. Hvis vi skal redde flere liv, skal der mange ting til – blandt andet skal flere mennesker have mulighed for at indtage deres stof i sikre og trygge omgivelser,” siger Ivan Christensen, forstander på Mændenes Hjem.

Derfor er det stærkt bekymrende, når Regeringens finanslovforslag lægger op til, at kommunerne selv skal finansiere driften af stofindtagelsesrum – uden statsligt tilskud.
”Vi frygter, at det vil betyde, at de nuværende rum vil blive nødt til at lukke eller reducere åbningstiden væsentligt. Og vi frygter også, at det vil sætte en stopper for, at flere kommuner vil forsøge sig med at etablere stofindtagelsesrum,” siger Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær.

I dag er der kun stofindtagelsesrum i landets tre største byer. Stofbrugere i resten af Danmark må tage deres stoffer på gaden eller i eget hjem. Hele 78 procent af de narkorelaterede dødsfald sker da også i en privat bopæl. Antallet af narkorelaterede dødsfald er set over en længere årrække stabiliseret i de største byer, men vokset andre steder uden stofindtagelsesrum. I København dør stadigt mange af overdoser – men de sker primært i andre områder af hovedstadsområdet end på Vesterbro, hvor der er stofindtagelsesrum.

”Stofindtagelsesrum er en gevinst for brugerne, som kan tage deres stoffer uden samme risiko for at dø eller blive alvorligt forgiftet, en gevinst for lokalområderne, som skånes for narkorelateret affald, og en gevinst for statskassen, da man undgår lange hospitalsophold, får flere i behandling og generelt får forbedret brugergruppens helbred. Det er sund fornuft på alle niveauer, at man arbejder for at oprette stofindtagelsesrum flere steder,” siger Ivan Christensen, Mændenes Hjem.

For yderligere kommentarer kontakt forstander på Mændenes Hjem Ivan Christensen på 2447 1977, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen på 2992 2050, daglig leder af stofindtagelsesrummet i Odense Heinz Wolf 2810 3196 eller daglig leder af stofindtagelsesrummet i Aarhus Morten Aagaard 2030 8800.
Mændenes Hjem Socialt arbejde siden 1910

STOFINDTAGELSESRUM I DANMARK: Mændenes Hjem driver to stofindtagelsesrum på Vesterbro i København med i alt 17 fixepladser og otte rygeplader. Kirkens Korshær driver et stofindtagelsesrum i Odense med fem pladser og et i Aarhus med to rygepladser og fem fixepladser. Desuden driver Københavns Kommune det mobile stofindtagelsesrum Fixelancen.

NARKORELATEREDE DØDSFALD:
2014: 263
2013: 210
2012: 213
2011: 285
2010: 276
2009: 276
Tal fra Rigspolitiet