Natcafe for kvinder i Lyrskovgade

I forbindelse med Københavns Kommunes Hjemløsestrategi er det besluttet at etablere en natcafé til hjemløse kvinder med 20 pladser i Lyrskovgade 2, 2. sal, 1758 København V. Udover funktion som natcafé med mulighed for overnatning, skal tilbuddet i dagtimerne mellem kl. 08-15 fungere som et rådgivnings- og vejledningstilbud til kvinder i målgruppen. Tilbuddet oprettes i henhold til §110 i Serviceloven og efter samarbejdsaftale mellem Socialforvaltningen i Københavns Kommune og Mændenes Hjem (Missionen blandt Hjemløse). Samarbejdsaftalen foreslås konkret indgået som en allonge til den eksisterende driftsoverenskomst mellem Mændenes Hjem og Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Natcafe for kvinder åbener primo 2011.

Målgruppen er hjemløse kvinder, der har et akut behov for ly og overnatning. Den primære målgruppe er ikke-prostituerede, misbrugende kvinder, der grundet deres misbrug ikke kan få ophold på et krisecenter. Sekundære målgrupper er andre udsatte kvinder med og uden misbrug, som ikke kan genkende sig selv i målgruppen for de eksisterende tilbud som fx krisecentrene og Reden.

Tilbuddet er udelukkende for kvinder i en nødsituation og dermed har mandlige borgere ikke adgang.

Tilbuddet oprettes som et §110-tilbud i henhold til Serviceloven. Tilbuddet retter sig mod kvinder, der vælger at sove på gaden eller på sofaen hos venner og bekendte med risiko for at blive udsat for overgreb, eller som er utrygge i de almindelige natcafétilbud. Tilbuddet skal give disse meget udsatte kvinder tryghed og ro i nattetimerne og rådgivning og vejledning i dagtimerne med henblik på at motivere dem til at komme videre med deres liv. Tilbuddet opdeles i en nat- og dagfunktion. Åbningstiden fastlægges til følgende.

Kl. 22:00-10:00: Natcafé, alle ugens dage

Kl. 08:00-15:00: Opfølgning, rådgivning, vejledning i hverdagene

Natfunktionen

I natfunktionen skal tilbuddet fungere som en natcafé, hvor kvinderne i et trygt frirum kan sove, få et måltid mad og have mulighed for at tale med personalet. Der er ikke krav om registrering med cpr. nr.

Natcaféen skal kunne fungere efter hensigten uanset om der er 5 brugere en aften og 20 en anden (20 anses som absolut maksimum på samme tid). Der er således behov for at kunne tilpasse indsatsen og de fysiske rammer til øjeblikket, hvorfor en del af indretningen bør være flytbar.

Dagfunktionen

I dagtimerne foretages målrettet individorienteret arbejde og selve caféfunktionen er ikke i brug. Der foretages udredninger og aftaler enkeltvis med brugerne. Den enkelte bruger kan således have mulighed for at blive i lokalerne efter kl. 10, såfremt vedkommende har en aftale om opfølgning.

Tanken er, at der skabes en kobling via det arbejde, der foretages i nattetimerne og mulighederne som findes i dagtimerne. At arbejdet i nattetimerne bliver motiverende for en livsforandring, som kan følges op i dagtimerne ved at støtte, koordinere og inddrage relevante aktører, fx sundhedsvæsenet, politi, frivillige organisationer, socialforvaltning osv. Dagtimerne er således fokuseret på det enkelte individ, som har behov for støtte til at iværksætte forandringsmæssige tiltag.

Koblingen mellem natcaféen og dagfunktionen skal udvikles i samarbejde mellem Mændenes Hjem og Hjemløseenheden i Socialforvaltningen, således at der kan skabes direkte kobling mellem den enkeltes aktuelle motivation og tilrettelæggelsen og iværksættelsen af konkrete tiltag, der kræver myndighedskompetence.

Målsætninger

De politisk formulerede formål og forventede effekter af indsatsen er følgende:

1) Hjemløse udsatte kvinder, der i dag overnatter på gaden eller er sofasovere, får adgang til ordnede overnatningsmuligheder med adgang til rådgivning og vejledning i skærmet natcafé-tilbud.

2) Flere udsatte hjemløse kvinder udredes, får social handleplan, kommer i behandling for eventuelt misbrug og får tilbud om egnet boform eller bolig.

Mere konkret skal tilbuddet i samspil med de øvrige indsatser i Københavns Kommunes Hjemløsestrategi være med til at opfylde følgende politiske målsætninger:

· 50 % færre kvindelige sofasovere i København i 2013 i forhold til 2009

· 75 % færre kvinder, der overnatter på gaden i 2013 i forhold til 2009

Det er Socialforvaltningen, der sørger for opfølgning og dokumentation af målsætningerne på baggrund af SFI's hjemløsetællinger.

Natfunktionen

Optagelse i natcaféen sker efter selvhenvendelse fra borgeren eller efter henvisning fra medarbejdere i Socialforvaltningen med kontakt til målgruppen.

Kompetencen til at træffe afgørelse om optagelse ligger hos lederen af tilbuddet.

Tilbuddet er et anonymt tilbud uden krav om registrering af personhenførbare oplysninger.

Dagfunktionen
Optagelse i dagfunktionen sker efter konkret aftale mellem borgere i målgruppen og personalet i natcaféen/dagfunktionen. Dagfunktionen er primært tiltænkt brugere af natcaféen, men er også åben for andre udsatte kvinder, der falder inden for målgruppen

 

 

 
 
 
 
 

Mændenes Hjem ·Lille Istedgade 2  1706 København V. Tel.. 3324 3904 mh@hjeantibotmlos.dk · Intranet