Er du et menneske, der kan sørge for rolige og trygge rammer for vores målgruppe; kvinder, som lever kaotiske liv? Kan du arbejde helhedsorienteret, og ønsker du at bidrage med at styrke og fremme kvindernes selvværd og færdigheder gennem relationsarbejde, praktisk- og social hjælp? Så er du måske Café Klares nye nattevagt.

Café Klare er en natcafé for hjemløse og socialt udsatte kvinder. Vi hører organisatorisk under Mændenes Hjem og vi holder til i Lyrskovgade, lige over for Enghaveparken. Café klares målgruppe er kvinder over 18 år med hjemløshed og sociale problemer som f.eks. psykisk sygdom, stofmisbrug eller voldsudsathed. Vi har to funktioner; vores natcafé hvor brugerne kan komme direkte ind fra gaden og få en seng, et måltid mad, rent tøj og bad samt samtale, socialt samvær og lettere rådgivning. I dagtimerne kan man få rådgivning og hjælp til sin boligsituation og sociale problemstillinger, ligesom vi hjælper med at etablere kontakt til relevante samarbejdspartnere i f.eks. psykiatrien, hjemløseenheden m.fl.

Café Klare har pt. en ledig stilling. Vi søger:

  • En weekend-dagvagt med to faste nattevagter hver 6.uge. Arbejdstiderne er 06-11 lørdag og søndag i lige uger, med nattevagter hver 6.søndag og dagen efter om mandagen (for at dække ind for det faste personales p-møde) Disse personalemøder ligger i 2025 om mandagen i ugerne 3,9,15 osv. Stillingen er med opstart 1.januar eller snarest derefter. Der vil være mulighed for at indgå i vikarkorpset og dermed få flere timer, dag, aften og nat. Stillingen er i første omgang midlertidig, 4 måneder, men det er vores forventning at de forlænges uden tidsbegrænsning herefter.
  • En håndfuld nye tilkaldevikarer med start hurtigst muligt. Som tilkaldevikar vil der være mulighed for at få nattevagter (19-7.30), dagvagter i weekender (6-11) og dagvagter i hverdage (typisk 7-11, men ind i mellem længere). Vi har brug for en vis fleksibilitet og der er krav om at man besvarer opkald og sms’er om akutte vagter, ligesom der er en forventning om at man kan tage minimum en vagt pr. måned. Studerer du et relevant fag som f.eks. SSA/SSH, pædagog eller socialrådgiver er det et plus – men ikke et krav. Man ansættes som tilsynsførende assistent. Pt. Har vi en del ledige vagter henover jul og nytår.

 

Din funktion (gælder for begge stillinger) vil blandt andet være:

  • At arbejde for et trygt miljø i natcaféen med respekt for den enkelte kvindes livssituation samt udføre aktivt relationsarbejde – både med den enkelte kvinde og i fællesstuen.
  • At udføre praktiske opgaver, såsom at servere mad, holde natcaféen pæn, udlevere rent tøj og andre fornødenheder til kvinderne, serverer mad og kaffe, tage imod tøjdonationer, sortere og vaske tøj, oprydning samt lettere rengøring mm.
  • At være nærværende og observant i forhold til rummet, stemningen og din kollega: Forebygge og nedtrappe konflikter, være opmærksom på kvindernes fysiske og psykiske velbefindende, og om nødvendigt tilkalde lægevagt, psykiatrisk udrykning, ambulance eller politi. Du skal kunne dele informationer med kolleger på en faglig og struktureret måde, både skriftligt og mundtligt. Vi journaliserer i IT-systemet Domus som du vil få en oplæring i ved start.
  • Løbende at orientere dig om arbejdsgange og den generelle situation på Café Klare.
  • At bidrage til et åbent, tillidsfuldt og positivt samarbejde med dine kolleger.

 

Dine kvalifikationer

Vi søger en kollega der:

  • Taler dansk og engelsk som minimum – andre/flere sprog er et kæmpe plus
  • brænder for målgruppen
  • er i stand til at sætte grænser og sige nej – at kunne sikre det trygge rum for de mange ved at stille krav til en rimelig adfærd.
  • er åben for sparring og kan give konstruktiv feedback
  • kan bevare overblikket og roen i pressede situationer
  • kan risikovurdere og være opmærksom på sikkerhed og arbejdsmiljø
  • Er engageret og mødestabil, tager ansvar og er aktivt opsøgende overfor vores brugere.

 

Stillingsbetegnelse: Tilsynsførende assistent (eller social- og sundhedshjælper eller –assistent.)

Løn: Efter gældende overenskomst.

 

Du er velkommen til at kontakte daglig leder Ea Lundsgaard, på el@maendeneshjem.dk eller 24464636 med uddybende spørgsmål til stillingen.

 

Ansøgningsfrist: Vi opfordrer dig til at søge stillingen allerede i dag, da vi holder samtaler og besætter stillingerne løbende som vi finder de rette kandidater.

 

Hvis dette opslag fanger din interesse, er du velkommen til at sende en mail med en kort ansøgning og CV til: ansoegning@maendeneshjem.dk