Café Klare: Et trygt fristed for kvinder i nød

Café Klare på Vesterbro er en natcafé for kvinder med hjemløshed, psykiske lidelser og misbrug inde på livet. Siden foråret 2011 har Café Klare tilbudt tryghed, basale fornødenheder som mad, bad og tøj, samt relationer og støtte. Café Klare består af to primære funktioner: Om aftenen kan man komme ind, få en seng for natten, tøj, bad, mad og socialt samvær samt praktisk hjælp. I dagtimerne kan man få rådgivning, hjælp til sin sociale sag, blive sat i kontakt med eksterne sundheds- og hjælpeinstanser.

En Seng, et Måltid og et Frirum

Caféen, som befinder sig på 2. sal lige ud til Enghaveparken og Enghave Plads på Vesterbro, er ikke bare en natcafé; det er Danmarks, eneste natcafé for en bred kvindelig målgruppe. Caféen blev etableret i 2011 som et projekt, efter en kortlægning viste, at kvindelige hjemløse ofte fravalgte de kønsblandede tilbud.

“Café Klare bliver for en periode til en slags hjem. Det er her, de går rundt i strømpesokker og kan slappe af mellem de lange dage på gaden,” fortæller Ea Lundsgaard, som er daglig leder af Café Klare.

Hver nat kommer en skiftende gruppe kvinder – i gennemsnit 16 kvinder. Caféen har ikke faste beboere, men når de åbner om aftenen, skriver kvinderne sig op til de 16 sengepladser. Mange af brugerne kommer hver nat i en periode, men der er også en del, som kun bruger caféen en enkelt nat og aldrig kommer igen.

Ea Lundsgaard uddyber: “Psykisk sygdom fylder meget her. Ca. 80-90 % af kvinderne har psykiske problemer, så det er klart vores hovedmålgruppe. De psykiske problemer kommer i mange varianter og grader, fra depression og angst over personlighedsforstyrrelser til svære psykoser. De fleste, som kommer her, er ikke udredte i psykiatrien og har derfor ikke diagnoser. En stor del af kvinderne har slet ikke sygdomserkendelse, hvilket betyder at de ikke erkender deres psykiatriske problemer.“

Fakta om Café Klare

Start – 2011

Antal fastansatte – 12

Antal vikarer – 15-17

Antal kvinder som besøger Café Klare – i døgnet 18-24

Grønne Planter og Himmelblå

Inde i caféen er der indrettet med grønne planter, fyldte reoler og et langt spisebord i midten af opholdsrummet, hvor kvinderne indtager deres aftensmad eller sidder sammen, når der er arrangementer som for eksempel bingoaften. De fleste flader er fyldt med pyntegenstande, hvilket giver en hjemlig stemning. Ea fortæller, at “nogle af kvinderne selv kommer med afskårne blomster, som de får hos lokale blomsterhandlere eller supermarkeder, eller som de selv plukker ovre i Enghaveparken. Der er faktisk næsten altid friske blomster.”

Stemningen på Café Klare er oftest rolig, særligt sammenlignet med de konstante indtryk på gaden, som kvinderne ofte færdes i. Der er højt til loftet, og det er der også nødt til at være, når så mange mennesker er samlet på så lidt plads. I og med at psykisk sygdom fylder så meget i målgruppen, er der også ofte svære situationer, hvor forpinte mennesker for eksempel hører – og svarer – stemmer, er svært påvirkede af alkohol eller på andre måder har det rigtig svært.

Rundt om i Café Klare går lyseblå farver igen på alt fra endevæggen i opholdsrummet, til pendlerne, skabene og køjesengene i soveværelserne. Farven lyser op og er et frisk pust i en sammenhæng, der ellers let kan blive indelukket. Der er tre sovesale med køjepladser til fem overnattende på to af værelserne og seks på det tredje, så luften kan godt blive tæt særligt i sommerperioden, forklarer Ea Lundsgaard.

Aftenens Rolige Timer

Om aftenen bliver der, umiddelbart efter åbning, serveret et måltid varm mad, som de fleste brugere indtager sammen, i den fælles stue. Det er også her, at dem der har lyst og overskud, kan deltage i aktiviteter og danne sociale bånd. Det er i aftentimerne, at personalet har tid til at danne relationer med brugerne, hvilket baner vejen for den rådgivning og støtte, der tilbydes i dagtimerne. Dagpersonalet arbejder meget med brobygning; de bygger bro, dvs. hjælper brugerne i kontakt med f.eks. psykiatrien, sundhedshjælp, jobcentrene eller hvad der nu er relevant for den enkelte bruger.

Småt, men Godt

Kvinderne, der finder ly for natten i Café Klare, må affinde sig med at dele værelse med 4-5 andre. Det kræver en vis tolerance at skulle leve med andre menneskers lyde og lugte. “Det kan være svært nok at tolerere en partner der prutter og snorker, så at skulle leve med at en anden bruger, måske endda en, man i forvejen slet ikke bryder sig om, lugter af sure tæer eller snorker højlydt, kræver virkelig noget tålmodighed,” fortæller Ea, som dog fortæller, at det sjældent fører til andet end at brugere beklager sig til personalet og evt. skifter værelse.

Ea Lundsgaard fortæller med et smil på læben: “Det er lidt vildt, at der ikke er flere eller større konflikter mellem kvinderne, men de affinder sig heldigvis oftest med hinanden og forholdene.”

Når Café Klare klokken 14 om tirsdagen og klokken 10 resten af ugen lukker for dagen, må kvinderne begive sig videre. Flere sætter sig ned i parken, når vejret er til det, men en del benytter sig også af varmen fra biblioteket, som ligger lige under caféen. Der finder de også ro, selvom de heller ikke dér har mulighed for privatliv eller alenetid.

Fjernt fra Stofscenen

Brugerne af Café Klare er ikke som de fleste andre, der benytter Mændenes Hjems andre tilbud. Det er kun et meget lille udsnit af kvinderne, som bruger hårde stoffer. Ea estimerer, at omkring 5 % af brugerne i dag er på hårde stoffer, hvorimod der tidligere var en noget større andel, omkring 15-20 % stofbrugere.

Ea fortæller: “At caféen ligger her, betyder at de mest stofbrugende kvinder ikke kommer herop, da de har behov for at være et sted, hvor stofferne er lettilgængelige. Det er de ikke i denne ende af Istedgade. Omvendt er der ligefrem en del af målgruppen, som slet ikke tør nærme sig den hårde ende af gaden, den åbne stofscene på Vesterbro.”

Rollemodeller blandt Kvinder

Organisationen WeShelter organiserer det såkaldte peer-projekt, hvor mennesker, der tidligere har været socialt udsatte, får et kursus hen over et par måneder, hvorefter de er rustet til at bruge egne erfaringer til at komme på sociale tilbud – for eksempel Café Klare – og være peer-to-peer-støtter. I denne rolle kan de blandt andet støtte de nuværende brugere i troen på, at det er muligt at komme ud af hjemløsheden og få stablet et fornuftigt liv på benene. De står jo selv dér og er levende eksempler.

“Når de aktuelle brugere ser, hvordan andre har kæmpet og sejret, kan de indimellem finde håbet og troen på et bedre liv, og dermed den styrke, de har brug for, til at tage skridt mod deres egne mål og drømme”, mener Ea Lundsgaard.

Samarbejdspartnere i Huset

Der kommer en række faste samarbejdspartnere i huset hver uge. Om tirsdagen og torsdagen kommer der gadeplansmedarbejdere fra hjemløseenheden, som hjælper både personale og brugere med at finde veje ud af de svære sociale situationer, brugerne befinder sig i.

Om onsdagen kommer to sygeplejersker fra Gadeplanspsykiatrien. De tilbyder frivillige udrednings- og behandlingstilbud, som kan være starten på, at brugerne kan blive udredt og få en mere specialiseret psykiatrisk hjælp.

På caféen vil de fortsætte deres vigtige arbejde og sikre, at kvinderne kan få den hjælp, de så desperat har brug for. I en by, hvor mange føler sig overset, er Café Klare et lysende eksempel på, hvordan man kan skabe positive forandringer og støtte de mest udsatte i samfundet.

Villa Klare

Ea Lundsgaard og flere andre, som holder af Café Klare, drømmer om en dag at få en Villa Klare. Drømmen er, at der skal være plads til både et antal herbergspladser, evtuelt nogle krisecenterpladser, et dag-værested og en natcafé. Der er dog lang vej dertil, og mange ting der skal gå op i en højere enhed, fortæller Ea, men hun forholder sig håbefuld til fremtiden og muligheden for at forbedre det eksisterende tilbud.