Lille Istedgade: Over 100 Års Indsats for Mennesker på Kanten
Mændenes Hjem i Lille Istedgade har i over et århundrede været en livline for mennesker med anderledes liv – mennesker som kan være meget udsatte. Fra sine ydmyge begyndelser i 1910 til dets position i dag som en central aktør på Vesterbro, har organisationen formået at forblive relevant og fleksibel i sin indsats mod hjemløshed, misbrug og psykiske lidelser. Historien om Lille Istedgade er fortællingen om en institution, der har tilpasset sig tidernes skiftende krav, men som aldrig har afveget fra sit kerneformål: at tilbyde hjælp til dem som ikke passer ind i samfundet.
Fra Herberg til Multihus
På hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade står bygningen, som er en del af Mændenes Hjem og tidligere var hele Mændenes Hjem. I dag kalder Patrycja Wyszomirska, som er områdeleder på Lille Istedgade, stedet for “Slottet”. Bygningen er også flot og passer ind i området, men med grønne geometriske metalfigurer fordelt på facaden og “Mændenes Hjem” bøjet i neon skiller bygningen sig alligevel ud. Den kunstnerisk udskårne hoveddør, som næsten altid står åben ud til krydset, signalerer også at stedet, der rummer nogle af Danmarks mest skæve eksistenser, gør dette på sin helt egen måde. Bygningen, der oprindeligt blev opført i 1961, har gennemgået en omfattende ombygning for at skabe tidssvarende og værdige rammer for de 500-700 daglige brugere – primært mennesker med hjemløshed, stofbrug og psykiske lidelser. Hvis man krydser ind over dørtærsklen, ser man et stort indgangsparti, hvor brugere ofte søger ly og ligger sovende på de dertil indrettede madrasser, eller drøfter forskellige ting, mens de hastigt begiver sig videre. Mændenes Hjem kan virke som et parallelt univers i vores ellers så konforme samfund.
Renoveringen, som blev støttet af en række fonde, har forvandlet det gamle herberg til et døgnåbent multihus med både boliger, sundhedsfaciliteter og sociale tilbud. Den arkitektoniske modernisering inkluderer to nye etager, en taghave og store fællesarealer, der er skabt til både ro og aktivitet. De fysiske rammer afspejler samtidig et ønske om at skabe trygge omgivelser for både brugere og medarbejdere, samt sikre, at huset er en hensynsfuld nabo i området.
Patrycja Wyszomirska, som er områdeleder på Lille Istedgade, er glad for transformationen, og glæder sig også over nærmiljøets tilgang til stedet: ”Nogle gange kommer naboer med klager, men de er glade for, at vi er her.
Det nyrenoverede hus byder ud over en nyetableret tandlægeklinik og terrasse også på stofindtagelsesrummet, Skyen, hvilket afspejler Mændenes Hjems holistiske tilgang til social- og sundhedshjælp, hvor alle aspekter af brugernes liv mødes med værdighed og støtte.
Fakta om Lille Istedgade
Start – 1910
Antal ansatte – 40-50
Antal brugere – om dagen 300-400
Mændenes Hjem – også for kvinder
“Vi er stolte af vores mere end 100 år gamle historie, og af de visioner der dengang var for at skabe et hjem for mænd uden netop et hjem. Men også af vores udvikling, som jo blandt andet har gjort, at vi fra 2017 både har været for mænd og kvinder” siger Patrycja Wyszomirska og forklarer, “Det med at tage kvinder ind, det skete fordi der kom kvinder, som gæster, og man havde svært ved at hjælpe dem, når de ikke var indskrevet. Så man udvidede rammerne, så færre faldt igennem.”
I dag kan Mændenes Hjem betegnes som et bredt funderet socialt og sundhedsfagligt tilbud til hjemløse og stofbrugere. Lille Istedgade indeholder både herberg, boenhed, bofællesskab, stofindtagelsesrummet Skyen, tøjprojektet, sundhedsklinik, kontaktstedet og kantinen.
På 1., 2. og 3. sal ligger herberget, som rummer 28 eneværelser, hvor der ikke kræves visitation, hvilket betyder, at man kan henvende sig direkte fra gaden for at få en midlertidig plads. På 4. sal er bofællesskabet, hvor der tilbydes et hjemligt og omsorgsfuldt miljø for 8 personer med langvarig tilknytning til stof- og hjemløsemiljøet på Indre Vesterbro. På 5. sal er boenheden, der huser 10 beboere. Det sigter mod at skabe et rummeligt og permanent hjem for dem, der har brug for længerevarende støtte. I bofællesskabet er der plads til sociale aktiviteter og dagligdags opgaver, som medarbejderne hjælper med, hvilket bidrager til en øget livskvalitet for de sårbare beboere.
Kontaktstedet er der, hvor man kommer ind, når man går ind fra Istedgade. Det har permanent åbent med personale 24 timer i døgnet, men døren er lukket fra 02:00 til 07:00, så brugerne kan være uforstyrret og finde ro. Man kan dog altid ringe på klokken i porten, og blive lukket ind af den vej. Det er nemlig et sted til hvile, hvor man kan samles, samtidig med at man kan låne en telefon, få noget mad eller mødes med Lille Istedgades partnere fra myndighederne eller sundhedsområdet.
Skadesreducerende Arbejde i Centrum
I dag er Lille Istedgade kendt for sin skadesreducerende tilgang til socialt arbejde. Den tilgang handler om at møde brugerne, hvor de er, og tilbyde støtte, der tager hensyn til deres individuelle behov og omstændigheder. Dette inkluderer for eksempel adgang til sundhedspleje og tilbud om basal overnatning. Målet er ikke nødvendigvis at få brugerne ud af misbrug med det samme, men at sikre, at de overlever og bevarer en vis grad af værdighed og sundhed, samtidig med at brugerne altid kan få vejledning, hvis de ønsker at komme ud af misbrug.
“For mig er skadesreduktion at dække behov, det er tryghed, mad og søvn, samtidig med at det er rene nåle og kontanthjælp. Men vi ved også, at vi ikke kan gøre alt, men vi skal være vidner” fortæller Patrycja Wyszomirska, og fortsætter “De folk, som kommer her, de kan være usynlige på gaden, de kan råbe og dø på en plads uden at blive set, men vi er deres vidner. Og vi skal bære det vi ser videre, så andre hører det”.
Vesterbro som Ramme for Indsatsen
I dag er Vesterbro et område i konstant forandring, men Mændenes Hjem har fastholdt sin tilstedeværelse midt i bydelens transformation. Det er et symbol på, hvordan organisationen formår at tilpasse sig de skiftende samfundsforhold uden at gå på kompromis med sine grundlæggende værdier. I en bydel, der både rummer moderne, velhavende borgere og nogle af samfundets mest skæve eksistenser, fungerer Mændenes Hjem som et anker for de mange, der lever et liv på kanten.
Gennem årene har Vesterbro set et skift i beboersammensætningen, men de sociale problemer, som hjemløshed, misbrug og psykiske lidelser, er stadig til stede. På Lille Istedgade forstår de, at det er afgørende at være en del af lokalområdet for at skabe en favnende indsats med social retfærdighed.
Fremtiden for Lille Istedgade
Lille Istedgade fortsætter med at udvikle sig og tilpasse sig samfundets og brugernes behov. Senest tillod de en bruger at flytte ind med sin hund. Patrycja Wyszomirska fortæller: “Faktisk var han beboer her i Lille Istedgade, da han anskaffede sig en hund. Så han gemte den under frakken, når han skulle ud og ind, men hunden blev opdaget, og han blev smidt ud, fordi man ikke måtte have hund. Men 11 år efter udvidede vi rammerne, og så fik vi beboeren og hunden ind igen”.
Lille Istedgade er et sted, hvor håbet lever, hvor mennesker, der er blevet svigtet af samfundet, kan finde tryghed, og hvor indsatsen for at sikre værdighed for alle aldrig stopper. I over 100 år har de stået som et monument for medmenneskelighed – og de fortsætter med at være en afgørende del af løsningen på de udfordringer, København står over for i dag.
“En konkret drøm for fremtiden, som jeg har, er en “omsorgsgang”, hvor brugerne, som er blevet tidligt udskrevet af hospitalet, ville kunne få lidt mere hjælp her, så endnu færre falder igennem,” fortæller Patrycja Wyszomirska.