Mændenes Hjems køkken og kantine er omdrejningspunkt for varme, mad og fællesskab for vores 48 beboere på Lille Istedgade, men benyttes også dagligt af udefrakommende borgere, der lever som hjemløse og udsatte. Dagligt er Mændenes Hjem i kontakt med 5-700 forskellige borgere, der lever med livserfaringer som er anderledes end de flestes, ofte berørt af stofafhængighed, hjemløshed og psykiske udfordringer. Alene i Lille Istedgade har vi et kontaktsted, tre forskellige botilbud, en sygeplejeklinik, samt vores kantine.

Vi søger en køkkenleder 37 timer om ugen.

Den hyggelige og nyrenoverede kantine har åbent to gange om dagen mandag til fredag. Du vil tiltræde som køkkenleder og have en kollega i køkkenet. Du vil indgå i driften af køkkenet, hvor der laves og sælges mad af høj kvalitet til beboere, personale og brugere af huset.

Hver dag laves der morgenmad og en varm ret til frokost. Udover selve madlavningen står køkkenet for servering fra køkkenets luge til gæsterne i kantinen. Køkkenet har stort fokus på traditionel dansk mad, madspild, økologi og på at lave mad, der tager hensyn til vores beboeres tandstatus, næringsbehov m.m.

Selvom størstedelen af arbejdstiden foregår i køkkenet, er der også en del beboerkontakt, hvorfor en del af jobbet handler om at have lyst til at arbejde og tale med vores målgruppe.

Du varetager den daglige og faglige ledelse i køkkenet og sætter i dialog med medarbejderne retning, og tager ansvar, for, at køkkenet lykkes i både rolige og til tider kaotiske stunder

Din opgave vil være todelt.

På den ene side skal du være med til at udvikle vores kantine som et samlingspunkt for beboere, brugere, medarbejdere, samarbejdspartnere og andre interessenter udefra. I den forbindelse ønsker vi en kantine som er er et naturligt samlingspunkt og har fokus på fællesskab, men også en kantine som bliver mere bæredygtigt og kan sikre en indtjening som kommer flere til gavn.

På den anden side skal du være med til at udvikle at vi i højere grad understøtter det pædagogiske og sundhedsfaglige arbejde med vores beboere af huset. I den forbindelse skal du være med til at udvikle den pædagogiske praksis omring måltidet i beboernes hjem, samt være i tæt samarbejde med vores sygeplejersker omkring ernæringsstatus og udvikling af måltider som tager hensyn til det beboernes somatiske status.

Du er nærværende og tæt på praksis, hvor du koordinerer madproduktionen med fokus på god faglighed og arbejdsglæde. Du indgår i planlægning af menu og vareindkøb. Og du har førertrøjen, når nye ideer skal udvikles og implementeres.

Om dig:

  • Du har ledererfaring og har en relevant køkkenfaglig uddannelse gerne suppleret med en lederuddannelse.
  • Du har erfaring med salg og service fra f.eks. kantine, café, folkekøkken el.lign.
  • Du er en dygtig “madhåndværker”, der brænder for at lave mad fra bunden af gode råvarer. Du kan tænke ud af boksen, vi modtager mange donationer fra bl.a. Fødevarebanken, hvorfor det ofte er nødvendigt at være kreativ og omstillingsparat ift. madlavning.
  • Du er kvalitetsbevidst, faglig stolt og har håndværket i orden
  • Du arbejder målrettet og er god til at planlægge og koordinere samt evner at være et skridt foran.
  • Du er flydende i dansk i tale og skrift
  • Du har gode kommunikationsevner og kan organisere samarbejdet med de øvrige køkkenansatte og derved sikre et godt arbejdsmiljø.
  • Du er fleksibel, serviceminded og har lyst til at arbejde tværfagligt med resten af husets personale til gavn for vores beboere, pårørende og husets øvrige gæster.
  • Du kan tage ansvar for egenkontrol, varebestilling samt køkkenets økonomi
  • Du er rummelig og tolerant og kan bevare roen og overblikket i pressede situationer
  • Du er initiativrig i forhold til at udvikle køkkenet til glæde for beboere, pårørende, kolleger og øvrige gæster af huset.
  • Du kan indgå i hele produktionen i køkkenet. Planlægning, tilberedning, rengøring.

Løn og arbejdstid:

Vi tilbyder en stilling på 37 timer om ugen inden for tidsrummet 7.00 – 15.00 i et fast rul på alle hverdage.

Ferieafholdelse koordineres internt i køkkenet, og der er tradition for at medarbejderne i køkkenet er fleksible ift. at hjælpe hinanden med vagtbyt ved ferier og sygdom, men der bruges også vikarer, når det er nødvendigt. Løn og arbejdstider er fastsat efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist:

Søndag d.15. december 2024. Samtaler vil blive afholdt d. 6. og 7. januar 2025.

Tiltrædelse:

1. februar 2025 eller snarest derefter.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Souschef, Sille Bruun Christiansen på Tlf.: 22 69 29 17 imellem kl. 11-15 i hverdagene eller pr. mail sbc@maendeneshjem.dk

Send din ansøgning med titlen “Køkkenleder i Mændenes Hjem” i emnefeltet til: ansoegning@maendeneshjem.dk