P1 dokumentar har været på besøg i herberget og talt med Claus Davidsen, som har arbejdet på Mændenes Hjem i næsten 20 år.
Jobbet er blevet hårdere med tiden, mener han.
– Tidligere var brugerne her på Mændenes Hjem fortrinsvist ramt af alkohol og tunge sociale problemer. Så kom heroinen, som indtil omkring årtusindeskiftet var det foretrukne stof på Vesterbro. I dag er det en heftigt blanding, hvor kokainen er det dominerende stof, forklarer Claus Davidsen til P1.
Selvom opgaven med at hjælpe herbergets beboere videre i livet nogle gange kan føles som et sisyfosarbejde, så er Claus Davidsen aldrig i tvivl om, at hans job giver mening. Han understreger, at det er den daglige kontakt og hans relationer til beboerne, der kan ende med at gøre en forskel.
– Her på herbergets lille kontor er der altid kaffe på kanden. Vi har en aftale om, at alt administrativt arbejde ophører, når en beboer kommer ind og vil snakke – for man ved aldrig, hvornår der er hul igennem og beboeren er modtagelig for en motiverende samtale.