Er du erfaren sygeplejerske, og ønsker du at dedikere dine kompetencer til samfundets mest udsatte? Har du forudsætninger og mod til at bære det sundhedsfaglige ansvar, og vil du være en del af vores nye sundhedsfaglige dream-team? Så er du måske ny sundhedsfagligt ansvarlig for Stofindtagelsesrummene H17 og Skyen.

Mændenes Hjem hjælper mænd og kvinder fra hele landet, som er ramt af kompliceret og ekstrem udsathed. Mændenes Hjem har siden 1910 arbejdet for dem, der har mindst.

Vi skadesreducerer og tilbyder varmt tøj på kroppen, mad i maven, en seng at sove i og rene og værdige omgivelser til stofindtag. Vi driver herberg, sundhedsklinikker for gadens folk og en natcafé for hjemløse kvinder. Vi yder social- og sundhedsfaglig støtte og rådgivning, ligesom vi brobygger til det etablerede system.

Sundhedsfaglige ydelser på gadeplan reder liv

Vi leverer hver dag sundhedsfaglige ydelser til gadens folk. Behandler sår, udleverer livsvigtig medicin, screener for kønssygdomme, behandler overdoser, distribuerer vacciner, giver hvil, omsorg og tryghed under tag, adgang til bad, rent tøj og hygiejneprodukter.

Fælles for vores målgruppe er, at de er ramt af det paradoks, at deres adgang til det etablerede sundhedssystem er begrænset af netop årsagerne til, at de har så stort et behov.

Mændenes Hjem er aktuelt i gang med at ansætte et Sundhedsfagligt dream-team på 3 personer.

  1. En sundhedsfagligt ansvarlig på Lille Istedgade
  2. En sundhedsfagligt ansvarlig for Stofindtagelsesrummene H17 og Skyen
  3. En sundhedsfaglig leder i Sundhedsrummet

Dette opslag vedrører den sundhedsfagligt ansvarlige for stofindtagelsesrummene H17 og SKYEN . Du kan læse mere om de to andre stillinger her: Sundhedsfagligt ansvarlig for Lille Istedgade og Sundhedsfaglig leder i Sundhedsrummet.

Stilling 2 – sundhedsfagligt ansvarlig i stofindtagelsesrummene H17 og Skyen

H17 og SKYEN tilbyder overvågede stofindtag, skadesreducerende arbejde, omsorg og ly til de mest udsatte stofafhængige brugere fra hele landet. Brugerne lever typisk med hjemløshed, psykisk og fysisk sygdom samt andre udfordringer. Arbejdsdagen kan være uforudsigelig og kaotisk, men vi gør en reel forskel i menneskers liv. Vi har et stærkt fællesskab, et højt fagligt niveau og en stor vilje til at udvikle og forbedre vores indsats.

Ansvaret for den sundhedsfaglige opgaveløsning indebærer ansvar for at stofindtagelsesrummene til enhver tid overholder sundhedsloven og anden lovgivning relevant for det sundhedsfaglige arbejde.

Du får ansvaret for at sikre den sundhedsfaglige udvikling og kvalitet, herunder i forbindelse med håndtering af overdoser. Du overvåger de sundhedsfaglige retningslinjer og sikrer at praksis er understøttet af tydelige og opdaterede instrukser. Du tager initiativ til oplæring og opkvalificering, generel faglig udvikling af personalet og indsatsen i stofindtagelsesrummene, ligesom du har ansvaret for at sikre, at sundhedsfaglige remedier og faciliteter er tilgængelige og funktionsrelevante. Du sørger for praksisrelevant dokumentation, hvor der er sporbarhed i beslutningerne, og hvor data kan analyseres og gøre os klogere på praksis.

Du samarbejder tæt med kolleger og eksterne aktører fra andre sektorer, med henblik på at sikre en koordineret og effektiv indsats til de brugere, som vi er her for at hjælpe.

Du refererer til områdeleder for Stofindtagelsesrummene og Den Runde Firkant

Fælles for de tre stillinger

Vi ønsker at sætte ét samlet hold, der løfter i fællesskab.

Samlet set forventer vi, at de tre stillinger rummer indgående kompetence med somatik, psykiatri og sundhedsfaglige ydelser på tværs af Mændenes hjems tilbud. .

I dækker ind for hinanden i ferier og ved sygdom. I indgår som en del af bagvagterne, og I har et fælles ansvar for at sikre et godt og stimulerende miljø for de sundhedsfaglige faggrupper på tværs af Mændenes Hjem.

Hvem er du?

Du har forståelse for brugernes særlige situation, og ser det som din opgave at hjælpe dem med respekt for deres egne ønsker og behov.

Det er en forudsætning, at du er uddannet sygeplejerske og har erhvervet flere års erfaring med arbejdet som sygeplejerske med patientkontakt.

Det er en fordel, at du har erfaring som leder eller teamkoordinator.

Du har flair for at arbejde systematisk og struktureret. Du kan fastholde overblik, og medarbejderne kan læne sig trygt ind i, at du har og tager ansvar for hele det administrative set-up bag de sundhedsfaglige ydelser.

Du formår at kommunikere klart og effektivt på tværs af faggrupper og med eksterne samarbejdspartnere.

Du er omsorgsfuld, fagligt stærk og tydelig som sparringspartner – og du kender samtidig begrænsninger i dine kompetencers rækkevidde og ved, hvornår andre skal involveres.

Vi tilbyder

Et formål, der giver mening og en spændende stilling i hjertet af København.

Fleksible arbejdstider, et stærkt fagligt fællesskab, engagerede kollegaer og gode mulighed for faglig og personlig udvikling.

Det praktiske

I ansøgningen skal du angive hvilken/hvilke stillinger, du ønsker at komme i betragtning til, ligesom du skal angive det spænd af timetal, som er relevant for dig.

Vi ønsker at sætte ét hold, og derfor vil alle kandidater indgå i den samme proces med det samme ansættelsesudvalg.

Stillingen er på 30-37 timer, afhængig af kandidatfeltet og præferencer.

Tiltrædelse den 1. juni 2025 eller snarest derefter.
Ansøgningsfristen er 16. april 2025 kl. 12.00 og 1. samtale vil blive afholdt d. 24. og 25. april 2025. 2. samtale vil blive afholdt d. 28. og 29. april 2025.

Yderligere spørgsmål om stillingen kan rettes til Rasmus Koberg Christiansen på rkc@maendeneshjem.dk og der kan eventuelt aftales tid til en telefonsamtale

Ansøgningen skal sendes til mail: ansoegning@maendeneshjem.dk med markering ”Sundhedsfagligt dream-team”.
Vi aflønner efter gældende overenskomst.