Mændenes Hjem er et døgnåbent botilbud og værested for hjemløse og udsatte stofbrugere efter Servicelovens § 79, §107, §108 og § 110.

Beboerne her har livserfaringer, som er helt særlige, og som har betydning for deres prioriteringer og valg i hverdagen. Disse erfaringer stammer fra et liv med afhængighed, hjemløshed, psykisk og fysisk sygdom og mange andre svære livsvilkår.

 

Til vores boafdelinger søger vi lige nu kontaktpersoner til indsatser, der spænder på et kontinuum mellem skadesreduktion, stabilisering, udredning, afklaring af boevne, botræning samt kompenserende støtte.

Som kontaktperson på Mændenes Hjem, vil dine arbejdsopgaver være knyttet til konkrete forløb med beboere. Der kan være tale om langvarige og komplekse forløb, indeholdende en vifte af sociale og sundhedsfaglige problematikker hos den enkelte, og om kortvarige kontakter hvor der løses en konkret problemstilling her og nu.

Opgaverne spænder bredt og kan for eksempel være at hjælpe beboerne i sager vedrørende økonomi, rusmiddelafhængighed, ADL, følgeopgaver, udlevering af medicin mv. Derudover indgår der praktiske opgaver i stillingerne, f.eks at give beboerne kompenserende og/eller motiverende støtte i forhold til ADL, med fokus på muligheder for udvikling eller fastholdelse af funktionsniveau. Observationer, faglige beskrivelser og vurderinger vil være en stor del af det daglige arbejde.

Du bliver en del af et tværfagligt team i én af boafdelingerne, men samtidigt en del af et stort hus med 4 forskellige afdelinger, som du skal samarbejde tæt med. I er fælles om i alt 46 beboere samt endnu flere brugere som er gæster i Kontaktstedet i kortere eller længere tid.

Sammen med dine kollegaer, vil du have en særlig opgave i forhold til at skabe trivsel og fællesskab omkring sociale aktiviteter som fx fællesspisning og beboermøder.

På Mændenes Hjem er vi i vores faglige tilgang optaget af at understøtte selvbestemmelse og empowerment hos vores beboere. Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang, hvor vores fokus er på, at vores beboere føler sig set, hørt, respekteret og accepteret. Vi er optaget af det relationelle aspekt mellem beboerne og os, ud fra en tankegang om at rummelige, anerkendende og autentiske relationer skaber grobund for beboernes udvikling på sigt.

Gennem opbygning af relationer, forsøger vi at skabe et trygt afsæt for en positiv udvikling hos den enkelte beboer, med udgangspunkt i deres ønsker og drømme, og med respekt for det liv de ønsker at leve.

Vi er i gang med at implementere metoderne Low Arousal 2 og Nænsom Nødværge, som begge er metoder, der falder i tråd med den praksis, der i årevis har været brugt på Mændenes Hjem. Metoderne har både til hensigt at virke konfliktforebyggende og trivselsfremmende hos vores beboere og tager udgangspunkt i en recovery-orienteret tilgang til samarbejdet.

Vi afholder løbende supervision, samt personalemøder i vores team og på tværs af de forskellige afdelinger på Mændenes Hjem.

Vi har et bredt samarbejde omkring beboerne med psykiatrien, kriminalforsorgen, sundhedssektoren og kommunerne. Det er derfor væsentligt, at du er skarp i forhold til at overholde lovgivningen for inddragelse, samtykke og GDPR, ligesom det er væsentligt, at du kan dokumentere sagligt og grundigt.

 

Det praktiske:

Anfør gerne i din ansøgning om du har en præference ift. aften og dagarbejde.

Ansøgere med pædagogisk og sundhedsfaglig baggrund vil blive prioriteret.

Stillingerne er på 37 timer og det gør sig gældende at man arbejder hver 4. weekend.

Arbejdstiden er placeret i tidsrummet 7-23.30

Tiltrædelse den 1. maj 2025 eller snarest derefter.

Ansøgningsfristen er tirsdag den 30. april 2025. Vi indkalder til samtaler løbende.

Yderligere spørgsmål om stillingen kan rettes til områdeleder Patrycja Wyszomirska på pw@maendeneshjem.dk.

Ansøgningen skal sendes til mail: ansoegning@maendeneshjem.dk med markering ”Medarbejder til Boafdelingerne”.

Vi aflønner efter gældende overenskomst.