Bliv frivilLig
Vil du gøre en forskel for nogle af samfundets mest udsatte?
Som frivillig hos Mændenes Hjem bliver du en vigtig del af vores daglige arbejde med mennesker, der lever med hjemløshed, afhængighed, psykiske lidelser og andre komplekse udfordringer. Du bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor vi sammen skaber ro i kaos hen over en kop kaffe, et måltid mad eller en snak om tøj og liv.
Hvorfor blive frivillig?
Når du bliver frivillig hos os, bliver du en del af noget større.
Du møder mennesker, som sjældent bliver mødt med åbenhed og respekt andre steder. Du bidrager til værdighed, nærvær og fællesskab.
Hvad forventer vi af dig?
- Du er fyldt 18 år
- Du kan tage minimum én vagt hver 14. dag
- Du kan navigere i miljøer præget af uro og social udsathed
- Du møder alle med respekt, ligeværd og uden fordømmelse
- Du har lyst til at være en del af et sted, hvor nærvær og omsorg er omdrejningspunktet
Vi stiller ikke krav om specifik faglighed. Det vigtigste er din indstilling og lysten til at møde de udsatte med respekt og ligeværd.
Som frivillig hos Mændenes Hjem er du med til at hjælpe dem, der har mindst. Du bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor vi sammen skaber ro i kaos. Du kommer til at møde mennesker, som sjældent bliver mødt med åbne arme andre steder.
Hvor kan du blive frivillig?
Tøjudlevering
I vores tøjprojekt udleverer vi gratis og rent tøj tilpasset vejret til de socialt udsatte. Her handler det om mere end praktiske behov – tøj skaber både sundhed, varme og selvrespekt.
Som frivillig skal du være fysisk robust og klar til at løfte, gå og stå meget. Du skal have overskud til at møde mennesker i øjenhøjde, uanset om de blot søger tørre sokker eller har brug for en længere snak.
Morgenmadsprojektet i H17
Hver morgen – både hverdage og weekender – serverer frivillige morgenmad i stofindtagelsesrummet H17.
Du hjælper med at lave kaffe og morgenmad i køkkenet og serverer med støtte fra personalet. Du behøver ikke være særlig ferm i et køkken. Det vigtigste er, at du har lyst til at servere med omsorg, og at du med nærvær er med til at skabe et rum med plads til både ro og humor for dem, der vågner op efter en nat på gaden.
Café Dugnad
Café Dugnad er en café og et fristed for socialt udsatte på Vesterbro. Her bliver der hver dag serveret gratis måltider til morgen, middag og aften samt kaffe og te. Der udleveres også rent udstyr til stofindtag, og der foretages brobyggende arbejde til relevante samfunds- og sundhedsfaglige indsatser. På Café Dugnad arbejder vi aktivt med skadesreduktion.
Som frivillig på Café Dugnad laver og serverer du mad og drikke, og du er med til at skabe et miljø præget af respekt, rummelighed og humor. Vi forventer, at du tager imod alle gæster på en ligeværdig måde. Miljøet i og omkring caféen kan være præget af kaos, og gæsternes adfærd er ofte betinget af deres hårdt levede liv. Det er derfor vigtigt, at du besidder en vis mængde robusthed og modenhed.
Vi får besøg af 3-600 borgere i døgnet. Hos Café Dugnad serverer vi dagligt 250 gratis varme måltider til gadens folk.
Hvad får du som frivillig?
- Du bliver en del af et stærkt og meningsfuldt fællesskab
- Du får erfaring med frivilligt socialt arbejde
- Du deltager i møder, sociale arrangementer og bliver klædt godt på til opgaven
- Du gør en reel forskel
- Du hjælper dem, der har mindst
Vil du være med?
Er du interesseret i at blive frivillig, eller vil du gerne høre mere? Så kontakt vores frivilligkoordinatorer:
frivillig@maendeneshjem.dk
Vi glæder os til at høre fra dig – og til at byde dig velkommen i et fællesskab, hvor hjerter banker for andre.