Kontaktstedet

Døgnåbent fristed og livline
Adresse

Lille Istedgade 2
1706 København V

Åbningstider

Kontaktstedet er åbent døgnet rundt.

Gadens døgnvagt, også når alt andet er lukket, og byen sover.

Telefon
33 24 39 04
Moderne skolegang med træbænke og indendørs planter, elever studerer eller slapper af i et lyst fællesområde.
Et åbent, trygt og døgnbemandet værested. Her kan mænd og kvinder i hjemløshed, stofafhængighed og dyb social udsathed finde ro, omsorg og akut hjælp, døgnet rundt.

Mænd og kvinder der kommer i Kontaktstedet, lever ofte med en kombination af psykisk sygdom, afhængighed, somatiske lidelser, tidligere overgreb, kriminalitet og langvarig marginalisering. Mange er faldet ud af det ordinære system og har svært ved at møde krav om fremmøde, stabilitet og samarbejde.

Derfor er Kontaktstedet et lavtærskeltilbud, hvor man ikke skal præstere for at blive mødt. Her er man velkommen, som man er og med alt det, man bærer med sig.

Tryghed og faglig støtte

I Kontaktstedet arbejder et døgnbemandet og tværfagligt team af social- og sundhedsfagligt personale. Vi møder mænd og kvinder med respekt, varme og professionel viden, og vi hjælper både med akutte behov og med at bygge bro til sundhedsvæsen, myndigheder og sociale tilbud, hvis det er ønsket.

Mange af dem, vi møder, har svært ved følelsesregulering og ved at navigere i systemer. Derfor er kontakten ofte første skridt mod noget større: et tillidsfuldt rum, hvor der er adgang til basal omsorg og støtte til at finde fodfæste igen.

Hvad tilbyder Kontaktstedet?

  • Et sted at hvile og være i ly
  • Tøj tilpasset vejret og livet på gaden
  • Nærende måltider udviklet til et hårdt gademiljø
  • Udlevering af udstyr til stofindtag (for sikkerhed og smitteforebyggelse)
  • Bad og toiletfaciliteter
  • Hjælp til kontakt med behandling og støtte
  • Distribution af aviser fra Hus Forbi

Café Dugnad

Café og fristed
Adresse

Halmtorvet 9C,
1700 København V

Åbningstider

Alle hverdage – også helligdage
kl. 10.00–18.00

Måltider:
• Morgenmad: ved åbning
• Frokost: kl. 13.00
• Aftensmad: kl. 17.00

Info

Café Dugnad har kollektiv ledelse.

Ledelsesrepræsentant
Mathias Bryde
mabr@maendeneshjem.dk
51 55 73 18

Medarbejder hos Cafe Dugnad
Et socialt lavtærskeltilbud, hvor man kan få daglig fællesskab og lavpraktisk støtte. Vi tilbyder gratis mad, varme drikke og adgang til stofindtagelsesværktøjer

Café Dugnad er et lavtærskeltilbud, hvor der ikke stilles krav for at få adgang. Her er man velkommen, præcis som man er. Vi tilbyder gratis mad, varme drikke og adgang til stofindtagelsesværktøj. Men endnu vigtigere: Vi tilbyder tryghed, anerkendelse og et sted at være.

Et trygt sted i en kaotisk hverdag

Mange af vores daglige gæster lever med alvorlige udfordringer som psykisk sygdom, afhængighed og hjemløshed. Når livet er præget af konstant overlevelse, kan et måltid, et hvil og et venligt møde med et andet menneske være det, der holder sammen på dagen.
Derfor er Café Dugnad mere end en café. Det er et sted, hvor man kan få pusten. Hvor der er plads til bare at være, uden at skulle præstere eller forklare. Vores personale og frivillige møder alle med respekt, nærvær og faglig viden – og uden fordømmelse.

Gratis mad og serveringer

Vi ved, hvor vigtigt det er at få ordentlig mad, især hvis man ikke har adgang til køkken, køleskab eller økonomi til at købe ind. Derfor serverer vi hver dag tre gratis måltider: Morgenmad ved åbning, frokost kl. 13.00 og aftensmad kl. 17.00. Derudover er der ofte frugt, brød og kaffe i løbet af dagen. Når det er muligt, tilbyder vi også take away, så gæsterne kan tage mad med videre, hvis de ikke ønsker at spise i caféens ofte livlige miljø.

Dagligt fællesskab og lavpraktisk støtte

Café Dugnad besøges hver dag af omkring 300 mennesker. Der bliver udleveret over 200 portioner varm mad, og vi stiller redskaber til sikkert stofindtag til rådighed. Vi arbejder hver dag for at skabe et miljø, hvor ingen føler sig alene – og hvor selv den mest pressede hverdag får lidt struktur og menneskelig kontakt.

Støtte og brobygning til sundhedsvæsenet – uden krav

I Café Dugnad møder vi mennesker med åbne arme og med omsorg. Vi tilbyder ikke rusmiddelbehandling, men vi hjælper gerne videre. Når en gæst udtrykker et ønske om støtte, behandling eller kontakt til sundhedsvæsenet, står vi klar til at bygge bro.
Vi samarbejder tæt med Sundhedsrummet, som ligger lige ved siden af caféen, og med andre sociale og sundhedsfaglige aktører i København. Vores fokus er at skabe relationer og tilbyde en base, som kan være det første skridt videre.

Café Klare

Natcafé og fristed for kvinder
Adresse

Lyrskovgade 2,2.sal
1758 København V

Åbningstider

Åbent alle dage fra kl. 19.30

Telefon
36 46 46 01
Hyggeligt fællesrum med borde, stole og sofaer. En person ser TV, mens en anden står ved køkkenet.
Bemandet natcafé kun for kvinder. Her kan man få et varmt måltid, tage et bad, få ro og sove trygt

Café Klare er et kvindespecifikt lavtærskeltilbud – og den eneste af sin slags i Danmark, hvor man er velkommen uanset om man er i krise, lever med hjemløshed, vold, psykisk sygdom, afhængighed eller anden social udsathed. Her stilles ingen krav om deltagelse eller forandring – her er plads til bare at være.

For mange kvinder kan de kønsblandede hjemløsetilbud føles utrygge. Derfor blev Café Klare skabt som et alternativ – et skærmet rum med omsorg og ro, kun for kvinder, herunder transkvinder. Atmosfæren er præget af respekt og nærvær, og her er altid personale vågne og til stede hele natten.

Man bestemmer selv, hvor social man vil være. Nogle har brug for stilhed. Andre finder fællesskab i en filmaften, et spil bingo eller et måltid lavet sammen med frivillige. En gang om ugen kommer en frivillig massør og tilbyder behandling. Intet er et krav – alt er et tilbud.

Café Klare tilbyder overnatning, mad, bad, rent tøj og støtte, hvis man ønsker det. Der er plads til 16 kvinder ad gangen, og omkring 200 nye kvinder bruger tilbuddet hvert år. Mange vender tilbage, når livet igen bliver svært.

Vi hjælper gerne videre til fx psykiatri, krisecentre eller hjemløseenhed – men kun hvis man selv beder om det. Hjælpen gives aldrig som betingelse for at være her.

Information

  • 16 overnatningspladser for kvinder over 18 år
  • Tilbud om mad, bad, tøj, omsorg og socialt fællesskab
  • For alle kvinder i udsathed – herunder transkvinder
  • Bemandet med fagligt personale og frivillige