Lille Istedgade 2
1706 København V
Kontaktstedet er åbent døgnet rundt.
Gadens døgnvagt, også når alt andet er lukket, og byen sover.
Mænd og kvinder der kommer i Kontaktstedet, lever ofte med en kombination af psykisk sygdom, afhængighed, somatiske lidelser, tidligere overgreb, kriminalitet og langvarig marginalisering. Mange er faldet ud af det ordinære system og har svært ved at møde krav om fremmøde, stabilitet og samarbejde.
Derfor er Kontaktstedet et lavtærskeltilbud, hvor man ikke skal præstere for at blive mødt. Her er man velkommen, som man er og med alt det, man bærer med sig.
I Kontaktstedet arbejder et døgnbemandet og tværfagligt team af social- og sundhedsfagligt personale. Vi møder mænd og kvinder med respekt, varme og professionel viden, og vi hjælper både med akutte behov og med at bygge bro til sundhedsvæsen, myndigheder og sociale tilbud, hvis det er ønsket.
Mange af dem, vi møder, har svært ved følelsesregulering og ved at navigere i systemer. Derfor er kontakten ofte første skridt mod noget større: et tillidsfuldt rum, hvor der er adgang til basal omsorg og støtte til at finde fodfæste igen.
Halmtorvet 9C,
1700 København V
Alle hverdage – også helligdage
kl. 10.00–18.00
Måltider:
• Morgenmad: ved åbning
• Frokost: kl. 13.00
• Aftensmad: kl. 17.00
Café Dugnad har kollektiv ledelse.
Ledelsesrepræsentant
Mathias Bryde
mabr@maendeneshjem.dk
51 55 73 18
Café Dugnad er et lavtærskeltilbud, hvor der ikke stilles krav for at få adgang. Her er man velkommen, præcis som man er. Vi tilbyder gratis mad, varme drikke og adgang til stofindtagelsesværktøj. Men endnu vigtigere: Vi tilbyder tryghed, anerkendelse og et sted at være.
Mange af vores daglige gæster lever med alvorlige udfordringer som psykisk sygdom, afhængighed og hjemløshed. Når livet er præget af konstant overlevelse, kan et måltid, et hvil og et venligt møde med et andet menneske være det, der holder sammen på dagen.
Derfor er Café Dugnad mere end en café. Det er et sted, hvor man kan få pusten. Hvor der er plads til bare at være, uden at skulle præstere eller forklare. Vores personale og frivillige møder alle med respekt, nærvær og faglig viden – og uden fordømmelse.
Vi ved, hvor vigtigt det er at få ordentlig mad, især hvis man ikke har adgang til køkken, køleskab eller økonomi til at købe ind. Derfor serverer vi hver dag tre gratis måltider: Morgenmad ved åbning, frokost kl. 13.00 og aftensmad kl. 17.00. Derudover er der ofte frugt, brød og kaffe i løbet af dagen. Når det er muligt, tilbyder vi også take away, så gæsterne kan tage mad med videre, hvis de ikke ønsker at spise i caféens ofte livlige miljø.
Café Dugnad besøges hver dag af omkring 300 mennesker. Der bliver udleveret over 200 portioner varm mad, og vi stiller redskaber til sikkert stofindtag til rådighed. Vi arbejder hver dag for at skabe et miljø, hvor ingen føler sig alene – og hvor selv den mest pressede hverdag får lidt struktur og menneskelig kontakt.
I Café Dugnad møder vi mennesker med åbne arme og med omsorg. Vi tilbyder ikke rusmiddelbehandling, men vi hjælper gerne videre. Når en gæst udtrykker et ønske om støtte, behandling eller kontakt til sundhedsvæsenet, står vi klar til at bygge bro.
Vi samarbejder tæt med Sundhedsrummet, som ligger lige ved siden af caféen, og med andre sociale og sundhedsfaglige aktører i København. Vores fokus er at skabe relationer og tilbyde en base, som kan være det første skridt videre.
Lyrskovgade 2,2.sal
1758 København V
Åbent alle dage fra kl. 19.30
Café Klare er et kvindespecifikt lavtærskeltilbud – og den eneste af sin slags i Danmark, hvor man er velkommen uanset om man er i krise, lever med hjemløshed, vold, psykisk sygdom, afhængighed eller anden social udsathed. Her stilles ingen krav om deltagelse eller forandring – her er plads til bare at være.
For mange kvinder kan de kønsblandede hjemløsetilbud føles utrygge. Derfor blev Café Klare skabt som et alternativ – et skærmet rum med omsorg og ro, kun for kvinder, herunder transkvinder. Atmosfæren er præget af respekt og nærvær, og her er altid personale vågne og til stede hele natten.
Man bestemmer selv, hvor social man vil være. Nogle har brug for stilhed. Andre finder fællesskab i en filmaften, et spil bingo eller et måltid lavet sammen med frivillige. En gang om ugen kommer en frivillig massør og tilbyder behandling. Intet er et krav – alt er et tilbud.
Café Klare tilbyder overnatning, mad, bad, rent tøj og støtte, hvis man ønsker det. Der er plads til 16 kvinder ad gangen, og omkring 200 nye kvinder bruger tilbuddet hvert år. Mange vender tilbage, når livet igen bliver svært.
Vi hjælper gerne videre til fx psykiatri, krisecentre eller hjemløseenhed – men kun hvis man selv beder om det. Hjælpen gives aldrig som betingelse for at være her.