Tøjprojektet

Tøj til gadens folk
Info

Indlevering af tøj til Mændenes Hjem

H17
Halmtorvet 17, 1700 Kbh. V.
Mandag-søndag: modtager hele døgnet uden aftale.

Tøjdepotet
Slagtehusgade 3D, 1715 Kbh. V.
Ring venligst og aftal tidspunkt på:
30 54 30 70

Tøjprojektet hos Mændenes Hjem
For mennesker, der lever i hjemløshed og social udsathed, er adgang til tøj ikke bare et spørgsmål om komfort – det handler om sundhed, tryghed og selvrespekt.

Med tøjprojektet sikrer Mændenes Hjem, at samfundets mest udsatte har adgang til rent, helt og vejrtilpasset tøj.
Tøjprojektet består af to dele: Tøjdepotet og udlevering til brugere. Projektet er båret af frivillige kræfter og bygger på principper om genbrug, social ansvarlighed og respekt for det enkelte menneske.

Tøjet, der doneres, gør en konkret forskel for mennesker, der ofte står uden adgang til helt basale fornødenheder. En varm jakke om vinteren, tørre sokker i regnvejr eller et rent sæt tøj til en vigtig samtale – det kan være afgørende for både fysisk og psykisk trivsel

Tøjdepotet – hjertet i tøjprojektet

Alle tøjdonationer, der kommer ind til Mændenes Hjem, håndteres i Tøjdepotet. Her bliver tøjet sorteret med øje for kvalitet og funktion. Det tøj, der egner sig til livet på gaden, udleveres gratis til mennesker i udsathed – enten via udleveringslugen i Tøjdepotet eller gennem Mændenes Hjems øvrige tilbud.

Der er særligt fokus på årstidsrelevans og praktisk anvendelighed, så det rigtige tøj når ud til dem, der har mest brug for det.

Tøj der hverken kan bruges eller sælges, sendes videre til tekstilgenbrug – intet går til spilde.

Projekt Blisko

Hjælp til udenlandske borgere
Åbningstider

Onsdag kl 8-14

Telefon
81 88 23 77
Info

Kontaktperson
Amina Ben Hadj Ammer
M. blisko@maendeneshjem.dk

Projekt Blisko
Projekt Blisko tilbyder råd, sagsbehandling og vejledning vedrørende hjemrejse for udenlandske borgere, primært med østeuropæisk baggrund samt social- og sundhedsfaglig støtte til behandling og stofbrug.

Hvem hjælper vi?

Projekt Blisko henvender til udenlandske borgere, både EU-borgere og tredjelandsborgere. Dog henvender Projekt Blisko sig primært til den voksende gruppe af stofbrugere med østeuropæisk baggrund. Mennesker, der lever på gaden omkring Mændenes Hjem, Stofindtagelsesrummet H17 og Café Dugnad. Fælles for dem er, at de befinder sig på kanten af samfundet – uden fast bopæl, uden ID, uden netværk og uden mulighed for at få hjælp gennem de almindelige offentlige systemer.
Mange er rejst hertil fra udlandet i håbet om et bedre liv, men er endt i hjemløshed, afhængighed og stofbrug, sygdom, sult og fattigdom. De står uden rettigheder, uden adgang til sundhedssystemet og ofte uden nogen, der taler deres sprog eller ser deres behov.

Hvad hjælper vi med?

Projekt Blisko er skabt for at bygge bro mellem gaden og systemet, mellem håbløshed og nye muligheder. Vi arbejder tillidsbaseret og vedholdende.

Vi hjælper blandt andet med:

  • Råd, sagsbehandling og vejledning vedrørende hjemrejse
  • Rådgivning om rettigheder, EU-regler og udlændingelovgivning
  • Hjælp til at skaffe ID, pas, kontakt til hjemland og ambassader
  • Trygge og organiserede hjemrejser med støtte hele vejen
  • Sundhedsfaglig støtte til stofbrug
  • Hjælp i forbindelse med indlæggelse
  • Brobygning til behandling, sundhedstilbud og sociale indsatser

 

Vi kan kontaktes ved personlig henvendelse i Mændenes Hjems tilbud eller på telefon og mail

Effekten af Projekt Blisko

Blisko betyder tæt på på polsk. Et navn, der indikerer præcist, hvad indsatser gør. Projekt Blisko er rent fysisk tæt på miljøet og tæt på Mændenes Hjem, men vigtigst bringer vi brugerne af Projekt Blisko tættere på hjælp, tættere på forandring og tættere på udvikling.

Hvert år støtter Projekt Blisko omkring 175 mennesker gennem mere end 1.500 registrerede indsatser. Det kan handle om alt fra sårpleje og samtaler til hjælp med dokumenter eller hjemrejse.

Samarbejde og ansvar

Projekt Blisko er en del af Københavns Kommunes Transitprogram og Migrantnetværk i København. Vi samarbejder med NGO’er, hospitaler, ambassader, Kriminalforsorgen og myndigheder i både Danmark og brugernes hjemlande. Sammen skaber vi ro, retning og værdighed, og bringer brugerne tættere på hjælpen.

Socialt frikort

Udsatte i arbejde
Info

Mændenes Hjem

Lærke Arvedsen
Projektleder
la@maendeneshjem.dk
31 93 00 16

Asger Petersen
Projektkoordinator
ahsp@maendeneshjem.dk
31 93 00 16

Socialt frikort
Socialt frikort giver mænd og kvinder i hjemløshed, psykisk sårbarhed, stofbrug eller anden social udsathed mulighed for at tage del i et arbejdsfællesskab på egne præmisser.

Med et socialt frikort kan man tjene op til ca. 43.000 kr. årligt uden modregning i ydelser. Men det handler om mere end penge. Det handler om at få noget at stå op til, om at høre til og om at blive mødt som et menneske med værdi og potentiale.

Et arbejdsfællesskab for dem, der ellers står udenfor

Socialt frikort er målrettet mænd og kvinder, som ikke passer ind i det ordinære arbejdsmarked. Mange har oplevet afslag, barrierer og systemisk modgang. Her får man mulighed for at tage små skridt tilbage i job – uden krav om CV, tempo eller fast tilknytning.

Et frijob kan være alt fra rengøring, malerarbejde, pleje af grønne områder til opgaver på hoteller, events, genbrugsstationer eller hos NGO’er. Nogle ansættes internt hos Mændenes Hjem i Beskæftigelsen – et alternativ til kriminalitet, tiggeri eller sexarbejde på Vesterbros åbne stofscene.

Beskæftigelsen skaber månedligt mere end 225 ansættelser med fokus på værdighed og rummelighed i en hverdag, der er præget af udsathed.

Hvordan arbejder vi?

  • Vi opsøger målgruppen gennem væresteder og caféer
  • Vi matcher frijobbere med arbejdspladser, der viser respekt og rummelighed
  • Vi understøtter både medarbejdere og virksomheder hele vejen – fra ansøgning og opstart til lønadministration og socialfaglig støtte
  • Vi skaber samarbejder med private, offentlige og civile aktører i hele byen
  • Vi udvikler løbende nye metoder og dokumenterer effekten sammen med VIVE
  • Vi samarbejder med Københavns Kommune

Projektet drives af Mændenes Hjem med støtte fra VELUX FONDEN.

På to år er der skabt over 3.000 frijobs og etableret 145 sociale frikort.

For virksomheder – bliv en del af løsningen

Har I brug for fleksibel arbejdskraft og ønsker at tage socialt ansvar i praksis? Så er Frikortet en enkel og meningsfuld løsning. Vi hjælper jer i gang – og sørger for det praktiske.
Sammen kan vi skabe reel forandring i menneskers liv.

Projekt Frikortet er ikke kun et job – det er en indgang til fællesskab, selvværd og livskvalitet.
Læs mere her