Historien

Mændenes Hjem har lavet socialt arbejde på Vesterbro i mere end 100 år.

Historien om Mændenes Hjem er samtidig historien om udstødte gennem 100 år. Historien om velfærdsstaten og dens tilblivelse og dansk social og sundhedshistorisk udvikling, som den har udviklet sig igennem tiden. Historien om privat velgørenhed, filantropi i et kristent perspektiv og ikke mindst historien om en lang række ildsjæle, der har gjort – og gør – en forskel.

I 1910 åbnede det første hjem for mænd uden netop et hjem – også for dem, der drak, stjal og sloges. Det var et hjem, der favnede de fleste, og hvor arbejdet bestod i at hjælpe de hjemløse mænd både fysisk og åndeligt. I følgende uddyber vi historien om Mændenes Hjem fra oprettelsen og frem til i dag, hvor Mændenes Hjem står som en af de gamle og erfarne aktører blandt hjemløsetilbud.

I slutningen af 1800-tallet blev en stadig større gruppe af omflakkende og hjemløse mænd synlige i det københavnske gadebillede. De sov på logihuse og arbejdede som daglejere – når der var arbejde at få. Grunden til, at mændene befandt sig i København, var, at Danmark på det tidspunkt oplevede en sand revolution. Industrialiseringen fejede gennem Europa og med den fulgte store forandringer i samfundet. Store dele af befolkningen på landet, særligt mændene, tog til byerne for at arbejde og slippe væk fra de ofte kummerlige forhold på landet. Men ved ankomsten til København og de andre storbyer måtte en del af indvandrerne indse, at drømmen om arbejde og det gode liv blot var en drøm.

“Mange af dem kommer fra Landet, søger Arbejde, faar maaske ogsaa noget, men bliver snart arbejdsløse baade én og to Gange, de kan saa ikke betale deres Værelser, men søger et billigt Logishus, hvorved de faar daarlige Kammerater og bliver baade hjemløse og hjælpeløse – uden Hjem, uden mad og uden Klæder. Nu er en saadan Mand kommet dertil, at ingen vil have ham til ordentligt Arbejde, kun lidt tilfældigt f.eks. ved at besørge et Ærinde med en Trækkevogn, læsse et Læs Gødning og lignende.” (Missionen blandt hjemløse Mænd i København, September 1910, nr. 4, s. 21)

Snart havde de brugt deres sparepenge på herberger og måske også på at forsøde livet på de utallige værtshuse. Og de kunne til sidst findes i den stadig større skare af hjemløse mænd. Mange af mændene blev alkoholiserede, nogle blev kriminelle, men alle var de målgruppe for det arbejde Napoleon Bang startede d. 25. oktober 1893, da han afholdt det første af mange ‘Møder for hjemløse Mænd’ i et lokale i kælderen under Bethseda, Indre Missions hus i Rømersgade i Indre København. Han besøgte gader og stræder og de herberger, logihuse og ikke mindst værtshuse, hvor mændene kom, for at tale med dem og indbyde dem til de opbyggelige sammenkomster. Til møderne fik de sultne og forkomne mænd lidt mad og drikke, hvorefter Bang afholdt en gudstjeneste ud fra filosofien om, at både krop og sjæl skulle have næring. På denne måde forsøgte Napoleon Bang, der var overbevist kristen og troede på, at alle kunne ophjælpes, at overbevise mændene om, at de skulle søge at få et bedre levned uden drukkenskab, vold og tyveri. Napoleon Bang fik hurtigt flere frivillige med i arbejdet, og tre år senere oprettede han foreningen ‘Faldne Mænds Redning’. I bestyrelsen sad blandt andre Bang samt Vognmand Hans Olsen og bogholder Boisen, der begge kom til at vie deres liv til arbejdet blandt de hjemløse i København.

Da Danmark fik en grundlov i 1849, overtog det offentlige et langt større ansvar for hjælpen til samfundets fattige. Og dem var der en del af. De fattige skulle dog ikke kun hjælpes, men også opdrages til at kunne klare sig selv. Opdragelsesmidlerne var fattighjælpevirkninger, der ramte dem, der modtog fattighjælp. Virkningerne var nogle regler, der betød, at fattighjælpsmodtagere blandt andet mistede deres stemmeret, og at de ikke måtte gifte sig uden at spørge sognerådet om tilladelse. Det var der jo mange, der ville undgå, og de søgte hjælp hos de velgørende filantropiske foreninger, som Faldne Mænds Redning, der forsøgte at afhjælpe armoden i samfundet. Troen spillede en væsentlig rolle i Danmark i disse år. I slutningen af 1800-tallet fejede en religiøs vækkelse over landet, og der opstod flere kristelige foreninger. En del af disse foreninger udførte et stort arbejde for de fattige, heriblandt Indre Mission der med Kærlighedens Gerninger ville gøre en indsats for at hjælpe samfundets svageste. Kærlighedens Gerninger var kristent funderet velgørende arbejde, hvor de forsøgte at hjælpe især børn, unge, fattige, syge og faldne syndere. Sidstnævnte kunne blandt andet være alkoholiserede eller andre såkaldte ‘usædelige’ personer, for eksempel hjemløse eller faldne kvinder (prostituerede). Indre Mission kom dog til at skabe uro og splittelse i Faldne Mænds Redning, idet dele af bestyrelsen ville knytte foreningen til Indre Mission, hvilket Bang var stor modstander af. Så i december 1897 opløste bestyrelsen for Faldne Mænds Redning sig selv og overdrog venskabeligt foreningen til Napoleon Bang. Dette blev enden for Faldne Mænds Redning, men Napoleon Bang fortsatte sit utrættelige arbejde frem til sin død.

Men fortællingen om det, der blev til Mændenes Hjem har ikke sin ende her. For i 1898 blev en ny forening stiftet af blandt andre Hans Olsen og Boisen, optaget i Indre Mission. Den nye forening fik det imponerende navn ‘Missionen blandt Hjemløse Mænd i København’; et navn, der udmærket beskrev foreningens arbejde. I lighed med tidligere blev mændene først bespist og bagefter forsøgt påvirket åndeligt gennem samtaler eller gudstjenester. Og der var nok at tage fat på. De hjemløse var ofte meget forhutlede både fysisk og åndeligt. I takt med at flere og flere drog fra landet og til byerne for at søge arbejde i den nye industri, blev der flere hjemløse, og det blev tydeligt for foreningen, at arbejdet måtte udvides. Derfor opgav Vognmand Hans Olsen sin vognmandsforretning for at blive foreningens første lønnede fuldtidsmedarbejder, ansat af Indre Mission i København. Det betød, at han kunne udføre og koordinere det opsøgende arbejde, hvor foreningens medlemmer opsøgte værtshuse, logihuse, herberger og lignende for at skabe kontakt til de hjemløse. Derudover blev der afholdt onsdags- og søndagsmøder, hvor mændene fik “en Kop Kaffe og to Stykker Mad”, og der blev afholdt en lille gudstjeneste. Foreningen udleverede brugt tøj, og Olsen havde personlige samtaler med mændene, hvor de kunne få lettet sjælen eller få hjælp til at skabe kontakt til deres familier, få hjælp til at finde arbejde, der helst skulle være på landet langt væk fra byens fristelser.

Og hjemløse var der nok af. Allerede i 1905 var der 4290 gæster til møderne; et tankevækkende tal, der vidner om den sociale situation i København i starten af 1900-tallet. Foreningen havde i et lejet lokale oprettet en skrive- og læsestue, hvor mændene kunne fordrive tiden med at læse aviser og skrive breve til familien, som de desværre alt for sjældent havde kontakt til. I de kolde måneder fungerede skrivestuen som varmestue, så de hjemløse mænd ikke var tvunget ud at vandre omkring på gader og stræder i dagtimerne. Men var dagene kolde, så var nætterne rå og gaderne ugæstfrie. Derfor startede foreningen et nattely, hvor nogle få blandt de mange hjemløse kunne få et stykke gulv at sove på med en voksdugspude under hovedet. Nattelyet havde til huse i det, der blev til det første Mændenes Hjem. Foreningen havde købt en faldefærdig ejendom i Eskildsgade, og allerede efter et år var bygningen blevet sat så meget i stand, at Mændenes Hjem kunne indvies. Det blev naturligvis fejret med festligheder flere dage i træk. Der var festgudstjeneste i Eliaskirken for vennerne af arbejdet, gudstjeneste for de hjemløse mænd i selve hjemmet og ikke mindst var der koncert med blandt andre Hjemløse Mænds Sangkor.

Og der var noget at fejre. Mændenes Hjem var en imponerende bygning med kirkelignende facader, lagerrum til det brugte tøj til mændene, værksteder hvor de kunne sætte brugte ting i stand, som kunne sælges i en tilliggende butik. Derudover kunne de hjemløse sove på rigtige sovestuer, vaske sig på badeværelserne eller opholde sig i spise – og opholdsrummene. Men det smukkeste rum var salen, der lå i to etager og med sine høje ruder, pulpitur og skriftsteder på væggen lignede en lille kirke. Den blev da også hurtigt døbt Lazaruskirken af de hjemløse mænd.

1910

De første år på Mændenes Hjem var præget af Verdenskrigen, der hærgede syd for grænsen, og som på trods af Danmarks neutralitet alligevel fik store konsekvenser for den danske økonomi og ikke mindst for fødevarepriserne. Som bestyrelsesformand, N. Chr. Schmidt, skrev i september 1914: “Det er alvorlige Tider, det mærker vi alle, og det faar vi ogsaa at føle, naar Talen er om Arbejde for de hjemløse Mænd. Vi mærker det i det daglige Arbejde, vi føler Dyrtiden (krisen); i en stor Familie gaar der meget til, og vi er en stor Familie i Mændenes Hjem hvor mange Munde skal have det daglige Brød.” (Missionen blandt hjemløse Mænd i København, september 1914, nr. 3, s. 1). Samme år som den voldsomme og blodige krig sluttede, kunne Missionen blandt hjemløse Mænd fejrede sit 25 års jubilæum. Og lidt fest blev der, på trods af at en del af gæsterne måtte melde afbud på grund af en voldsom influenzaepidemi, der rasede i store dele af landet – ikke mindst i København. Så fødselsdagsfesten blev begrænset til en festgudstjeneste, mens selve festlighederne blev udsat til december. Til gengæld kunne de fremmødte gæster da opleve Hans Olsen vise moderne lysbilleder fra arbejdet på Mændenes Hjem.

1920

Snart oplevede Mændenes Hjem springet ind i de glade tyvere, hvor blandt andet ferien blev introduceret. Arbejdstiden blev kortere, og arbejderne fik mere fritid efter indførelsen af ottetimers arbejdsdagene i 1920 og blev ofte brugt på tidens populære cykel- eller vandreture. Udover det cyklende og vandrende folk var 1920’erne præget af en sand bølgegang i dansk økonomi. Men med indgangen til 1930’erne slog en voldsom international økonomiske krise for alvor igennem i Danmark og fik betydelige konsekvenser i form af blandt andet skyhøj arbejdsløshed og boligmangel. De boliger, der var tilgængelige, var for få, de var for dårlige og ikke mindst for dyre. De hjemløses skare ændrede også udseende, der blev flere og flere unge og færre, der var alkoholiserede eller arbejdssky. Pæne, unge mennesker med uddannelser, pænt tøj og pæne familier kunne ikke få arbejde og kunne derfor heller ikke betale de uhyrlige høje priser for en af de få boliger og måtte derfor søge til herbergerne.

1930

Men den omfattende arbejdsløshed og boligmangel gjorde det tydeligt for enhver, at arbejdsløshed og hjemløshed ikke nødvendigvis var et resultat af den enkeltes dovenskab eller drukkenskab, men derimod kunne være uforskyldt. Begreberne ‘selvforskyldt’ og ‘uforskyldt’ havde domineret den sociale lovgivning og store dele af det private velgørende arbejde og filantropien indtil 1930’erne. En ‘selvforskyldt trængende’ (dvs. fattig) var selv ude om det, fordi han var alkoholiseret og doven, og hans kone var sjusket og kunne ikke holde et hjem. Hvorimod en ‘uforskyldt trængende’ ikke kunne gøre for sin påtrængende fattigdom, men var derimod ramt af en ulykke, der havde ødelagt hans ellers flittige og nøjsomme liv og bragt hans ordentlige kone og søde børn i en meget ulykkelig situation. Den økonomiske krise medførte en holdningsændring, hvor nødlidende mennesker ikke altid var lig dårlige mennesker, hvilket tydeligt ses i den store socialreform, der kom i 1933. I reformen var skellet mellem selvforskyldt og uforskyldt trængende fjernet i størstedelen af lovgivningen. Kun de allermest udstødte blev stadig betegnet som selvforskyldt, eller ‘uværdigt trængende’, og blev derfor stadig ramt af fattighjælpsvirkningerne, fordi de var “(…) egentlig arbejdsmodvillige Personer, groft forsømmelige Forsørgere, Alkoholister, professionelle Vagabonder og prostituerede m.fl.”, som det hed sig. Derfor blev den kritiseret for at lade de svageste, blandt andre de hjemløse, i stikken. For eksempel af Møbelhandler Hjalmar Svendsen, der var blevet bestyrelsesformand for Missionen blandt hjemløse Mænd i København i 1936:

“Har Socialreformen ikke gjort Arbejdet overflødigt? vil mange spørge, vi vil dertil svare: at det Tal af Mænd, der søger Raad og Hjælp hos os, er i Stigning. Understøttelsen er saa lille, at der ikke er Raad til ret meget, selv af det, vi anser for nødstørftigt, saasom Mad og Beklædning, det kniber for mange at faa, Huslejen betalt, at faa Vasketøjet hjem eller de sidste Dage i Ugen at faa Middagsmad; da kommer de til os og beder om en Haandsrækning, og vi tror, at en saadan Vennehaand til en Broder i Nød ofte har holdt Modet oppe hos Mændene i en Krisetid.”(Missionen blandt hjemløse Mænd, 1936, nr. 1, s. 2) Den 29. oktober 1929 faldt aktierne på New Yorks børs dramatisk og store formuer forsvandt på få minutter, og flere forretningsfolk begik selvmord, da de med et blev ruineret. Efter børskrakket fulgte depressionen, der ikke kun ramte amerikanerne, men stort set hele verden. Også Danmark blev ramt af økonomisk nedgang, massearbejdsløshed og hjemløshed. I 1933 truede arbejdsgiverne med stor-lock out efter flere strejker og arbejderaktioner. Det ville være en katastrofe, der stort set ville sætte landet i stå. Derfor greb regeringen ind med Kanslergadeforliget, hvilket betød at der blandt andet blev forbud mod strejker og lock out i et helt år. I forbindelse med forliget lykkedes det den daværende socialminister, juristen Karl Kristian Steincke, endelig at få gennemført den socialreform, som han havde arbejdet på i flere år. Det var den første reform af den sociale lovgivning siden slutningen af 1800-tallet. Den eksisterende lovgivning var efterhånden meget uoverskuelig og modsætningsfyldt og bar præg af at være stærkt forældet og fyldt med lappeløsninger. For eksempel var det bedre at være invalid på landet, for der fik de mere i fattighjælp. Men så snart den invalide blev gammel nok til at få aldersrente, gjaldt det om at flytte til byen, hvor aldersrentemodtagere var bedre stillet.

1940-1950

Den næste store socialpolitiske begivenhed var i 1956, da aldersrenten blev afløst af den universelle folkepension. Dette var indførelsen af et af de vigtigste elementer i den danske velfærdsstat; princippet om, at alle, uanset eventuel formue, social status og lignende, havde ret til samme minimumsydelse fra samfundet. Det betød, at de ældre hjemløse principielt set blev ligestillet med ældre velhavere. Men som hjemløs var de fleste stadig omfattet af fattighjælpsvirkningerne, der først blev afskaffet i 1961.

Få år efter reformen kunne Mændenes Hjem fejre sit 25 års jubilæum. Men som flere artikler i bladet fra Missionen blandt Hjemløse gav udtryk for, var den generelle stemning i Europa anspændt, og jubilæet blev fejret med bekymring. Med krigsudbruddet i 1939 og besættelsen i 1940 fik arbejdet blandt de hjemløse langt sværere vilkår. Dette var dog intet imod de vilkår, som de hjemløse måtte leve under: rationeringer, generel mangel på livsfornødenheder og ikke mindst udgangsforbuddet gjorde sit til at gøre livet på gaden svært og til tider direkte livsfarligt! Missionen blandt Hjemløse og Mændenes Hjem gjorde da også en stor indsats for at skaffe midler, så livet kunne lettes for dem. Julen 1943 blev endda velsignet med Baconudvalgets tilladelse til, at Mændenes Hjem kunne servere flæskesteg juleaften.

Allerede under besættelsen begyndte behovet for et nyt hjem at blive tydeligt. Bygningerne i Eskildsgade var utidssvarende og nedslidte. Det viste sig dog at være langt sværere end forventet at finde en egnet byggegrund. Da det endelig lykkedes at finde en nedrivningsmoden bygning med en god beliggenhed, kom det til at tage flere års besværligheder før byggeriet af det nye Mændenes Hjem kom i gang. Men da Mændenes Hjem kunne fejre et halvt århundrede som hjem for hjemløse, skete det i det funklende nye Mændenes Hjem på hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade. Og der var en verden til forskel fra de gamle og saneringsmodne bygninger. Der var opholdsrum, tv-stue og endda et bibliotek og ikke mindst “(…) ualmindelige gode toilet– og badeforhold, samt hyggelige opholdsstuer med centralvarme og en meget rummelig kantine, hvor mændene kan købe kaffe og smørrebrød og nu ikke mere behøver gå ud på mer eller mindre tvivlsomme steder.” (Missionen blandt hjemløse Mænd i København, 1961, nr. 1, s. 3).

1960

Derudover blev 1960 på endnu et område skelsættende for Mændenes Hjem. For det blev året, hvor institutionen indgik kontrakt med Socialministeriet og ‘kom på finansloven’. Det betød, at institutionen fik økonomisk støtte, men til gengæld skulle opfylde nogle krav til herbergsdriften, for eksempel at de hjemløse skulle resocialiseres. Egentlig adskilte det sig ikke meget fra det arbejde, der allerede var blevet udført på Mændenes Hjem de seneste 50 år. Men nu blev det begrundet i mere videnskabelige og socialfaglige begreber og normer, hvor det tidligere især havde været den kristne næstekærlighed, der havde dannet grundlag. Alle disse begivenheder indenfor et enkelt år kan give de fleste åndenød, og det må siges, at da forstander Niels Sørensen i 1961 trak sig fra sin stilling som 70-årig, var det til en fuldt velfortjent pensionstilværelse. I 1960’erne var behovet for en fornyelse af sociallovgivningen endnu engang påtrængende efter 30 år med Steinckes sociallovgivning. Socialdemokraten Bent Rold Andersen stod i spidsen for reformarbejdet, der var præget af årtiets gode økonomi og derfor blev meget gavmild. Desværre blev store dele af reformen først ført ud i livet i 1970’erne, hvor især oliekrisen gjorde sit til, at danskerne måtte spænde livremmen ind – og det samme måtte de sociale kasser. Så de på papiret gode vilkår for blandt andre hjemløse blev afløst af en langt mere deprimerende virkelighed med stramninger og et minimum af hjælp. Mødet med ‘systemet’ og den komplicerede lovgivning blev efterhånden så svært for brugerne på Mændenes Hjem, at institutionen oprettede et interessekontor, hvor brugerne kunne få hjælp til kontakten til de offentlige myndigheder eller hjælp til at få styr på de ofte store økonomiske problemer, som flere af dem døjede med. Interessekontoret fungerede også som bank, så de hjemløse havde et sikkert sted at få opbevaret deres penge eller mulighed for at optage et lille lån. Sammen med bistandsloven i 1976 kom der et nyt lovgrundlag for herberger, og Mændenes Hjem indgik en økonomisk overenskomst med Københavns Kommune. Det betød, at institutionen ikke længere var en privat institution med statsstøtte, men selvejende finansieret af kommunale midler, og at kommunen skulle føre kontrol med arbejdet.

1970

I løbet af slutningen af 1960’erne begyndte narko at blive udbredt i Danmark, og fra slutningen af 1970’erne blev narkotikaproblemer hverdagskost på Mændenes Hjem. Nogle af narkomanerne var muligvis kommet ud i misbruget på grund af de håbløse fremtidsudsigter for unge mennesker i 1970’erne og 1980’erne. Den økonomiske krise betød nemlig, at arbejdsløshed igen blev almindelig, og mange nyuddannede unge oplevede, at de ikke kunne bruge deres nye uddannelser til noget, men i stedet fik deres faste gang på ‘bissen’. De dårlige økonomiske muligheder og narkotikamisbrug medførte, at en del af den unge generation også røg ud i hjemløshed og opsøgte institutioner som Mændenes Hjem. Det betød, at nogle af de ældre hjemløse, der ofte ‘kun’ var alkoholikere, følte sig pressede af de unge, der tit var kaotiske og utilregnelige. I et nummer af bladet fra Missionen blandt Hjemløse fra 1978 blev problematikken beskrevet således: “Den traditionelle alkoholmisbruger hører efterhånden til minoritetsgruppe, medens stadigt yngre, og mere voldsprægede og i særdeleshed psykiatrisk afvigende herbergsgæster nu præger billedet.” (Missionen blandt hjemløse mænd, 1978, nr. 3, s. 6). Der opstod oftere og oftere konflikter, og behovet for alternative bomuligheder for de ‘gamle’ hjemløse blev tydeligt. Så i 1973 åbnede Missionen blandt hjemløse Mænd endnu et hjem for hjemløse i nogle tomme kollegiebygninger i Valby.

1980

Fattigfirserne, som 1980’erne blev kaldt, var et årti præget af fortsat økonomisk nedtur. Flere og flere røg ud i arbejdsløshed og begrebet ‘langtidsledig’ vandt frem. Den lange ledighed, den økonomiske smalhals og de medfølgende problemer i hverdagen satte sit præg på skilsmissestatistikkerne. Og dermed også på hjemløsebilledet. For i en skilsmisse viste det det sig ofte, at mænd stod i en langt sværere situation end kvinder. Nogle mistede store dele – eller hele – deres sociale netværk, de begyndte måske at drikke, blev depressive, kunne ikke passe deres arbejde, blev fyret og kunne ikke betale husleje – og så var vejen til gadelivet ikke lang. Det var et fåtal, der røg helt ud i hjemløshed, men nok til at det også kunne mærkes i herbergsdriften og hjemløsestatistikkerne. Derudover betød afinstitutionaliseringen af psykiatrien, at mange psykiatriske patienter blev udstødt og ‘tabt’ af systemet. De blev udskrevet, fik en langt mere sporadisk kontakt til psykiatrien og måtte klare sig selv det bedste, de kunne, og det var der mange, der ikke kunne, og mange havnede derfor i hjemløshed. Narkomanerne var første del af en længere proces, hvor gruppen af hjemløse blev mindre ensartet end tidligere, hvor den fortrinsvis bestod af midaldrende mænd med et alkoholmisbrug. Ligesom narkomanerne blev også indvandrere og kvinder del af hjemløsemiljøerne i København fra især 1990’erne. Kvindernes tilsynekomst betød, at Missionen blandt hjemløse Mænd i 1981 skiftede navn og lod det afsluttende ‘mænd’ falde bort for at hedde Missionen blandt hjemløse. Hjemløse indvandrere, der i dag er blevet en stor del af hjemløsebilledet, var resultat af en forfejlet integration og udgjorde den største stigning i antallet af hjemløse. Deres problemer var mindst ligeså komplekse som andre hjemløses, men ofte kæmpede de også med sproglige barrierer, kulturelle forskelle og en følelse af dobbelt hjemløshed, en tilstand uden et hjem og uden et hjemland. For ikke at tale om dem, der led under krigstraumer. Tiltagningen af hjemløse indvandrere er endnu et tegn på, at hjemløshed ændrer sig over tid og er udtryk for de subkulturer og fattigdomskulturer, der er gældende. At indvandrere siden 1990’erne er den gruppe af fattige, der vokser hurtigst, viser sig naturligvis også på herbergerne. I dag er herberger som Mændenes Hjem blevet bedre til at håndtere de problemer hjemløse indvandrere står med, selvom brugergrupperne fra især 1980’erne er blevet så forskelligartede, at medarbejderne skal kunne håndtere temmelig komplekse problemstillinger i hverdagen.

1990

I 1991 havnede Mændenes Hjem nærmest bogstaveligt talt midt i Orkanens Øje, efter tv- dokumentaristen Lars Engels lavede en dokumentarfilm om Mændenes Hjem, hvor han portrætterede herberget og mændene et par dage før juleaften 1990. Filmen, der blev vist på DR TV, nåede bredt ud til befolkningen og gav indsigt i et liv og et arbejde; et liv som hjemløs og et arbejde med at lette tilværelsen for de hjemløse. Der var stor interesse for udsendelsen, der blev vist flere gange de kommende år.

Interessen for hjemløse og hjemløshed var øjensynlig stor blandt befolkningen, der blev opmærksom på, hvordan livet var for en hjemløs. Så da gadeavisen Hus Forbi blev lanceret, var håbet, at den interesse ikke var falmet. Interesse var der nok af, og Hus Forbi kom i de første år på gaden fire gange om året i 10.000 til 15.000 eksemplarer; et antal, der er øget frem til i dag, hvor avisen udkommer hver måned i ca. 75.000 eksemplarer og er det største månedsblad i Danmark målt i oplag. Avisen blev fra starten solgt af hjemløse, tidligere hjemløse og andre socialt udsatte, der med de gule tasker fik en ny og positiv synlighed i gadebilledet. Udover muligheden for at tjene penge fik de muligheden for at blive del af et fællesskab af folk omkring avisen. De fik kontakt med mennesker udenfor hjemløsemiljøet, fik noget at stå op til om morgenen og ikke mindst øget selvværd. Derudover blev det for mange sælgere (der var i 2005 ca. 225 sælgere og i 2008 ca. 400 sælgere på landsplan) en mulighed for at komme ud af kriminalitet og reducere et eventuelt misbrug. Da avisen i 2006 fyldte 10 år, blev det fejret med en gallamiddag for sælgerne på Rådhuspladsen; et naturligt sted at fejre en avis, der omhandler og forhandles af hjemløse og andre udstødte.

I midten af 1990’erne begyndte en massiv byfornyelse på Vesterbro. De gamle lejligheder blev istandsat og sammenlagt til større lejligheder, og bygningerne blev renoveret. Boligerne blev bedre, mere rummelige og ikke mindst dyrere og mere attraktive. Efterhånden blev det svært at finde små billige lejligheder til tidligere hjemløse, samtidig med at beboergruppen på Vesterbro blev yngre, bedre uddannet og mere velstillet. Nogle af de nye beboere havde en lavere tolerancetærskel for, hvad de mente var i orden i kvarteret. Især narko, kanyler og larm var årsag til mange konflikter. Selvom narkomanernes antal næppe overskred 400, var de i nogle kvarterer en meget dominerende gruppe. Og i de senere år, hvor kokain i stadig højere grad har afløst heroin, er narkomanernes adfærd blevet mere støjende og aggressiv.

2000

I 00’erne tager udviklingen af Mændenes Hjem yderligere fart. Årene var præget af stigende politisk fokus på at forbedre forholdene for landets hjemløse, ligesom man i større og større grad bliver opmærksom på, at hjemløse har forskellige behov og kræver forskellige løsninger. Det betyder, at også Mændenes Hjem knopskyder med en række nye tilbud.

I år 2000 oprettes en sygeplejeklinik for hjemløse, ligesom der etableres en boenhed med 15 pladser for længerevarende ophold på Mændenes Hjem. Konsekvensen er, at herberget reduceres til 43 pladser.

I 2001 etableres et kontaktsted med en opsøgende funktion. Kontaktstedet udvides i 2003, hvor Mændenes Hjem også overtager udleveringen af sprøjter, kanyler og kondomer til stofmisbrugere og prostituerede på Vesterbro.

I 2004 var det så Mændenes Hjems tur til at gennemgå den helt store fornyelse. Så da institutionen kunne fejre sin 95-årsdag, var det ikke en gammel og affældig mand, der fyldte år. Mændenes Hjem var tværtimod mere moderne og ungdommelig end nogensinde. I samarbejde med kunstnerne Kenneth Balfelt og FOS (Thomas Poulsen), brugere og medarbejdere var institutionen blevet vendt på hovedet. Førhen skulle mændene ind ad en mørk port i Lille Istedgade, gennem nogle salondøre og frem til en reception, der mindede om en østtysk paskontrol. Indgangen blev flyttet til hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade, og indgangspartiet viste nogen af de værdier, som Mændenes Hjem stod for og gerne ville vise: åbenhed, imødekommenhed og robusthed. Når mændene kom ind ad den udskårne trædør, mødtes de ikke længere af en lukket reception, men af et åbent indbydende rum og af nye måder at tænke herbergsdrift og socialt arbejde på blandt andet med muligheder for at opbygge tættere relationer til beboere og brugerne. En del af dette arbejde var indsatsen for at skabe hjemlige rammer og lære beboerne at ‘være hjemme’ og få dagligdagen til at fungere på Mændenes Hjem.

Med hjemløseavisen Hus Forbi følte mange, at de hjemløse fik en stemme, og i 2001 kom de for alvor til orde i det politiske spil, da interesseorganisationen for nuværende og tidligere hjemløse, SAND, blev oprettet. SAND havde sit fokus på både det nationale, det regionale og det lokale niveau og hjalp for eksempel med at oprette beboerråd eller brugerråd på de enkelte væresteder, tage kontakt med de statslige og kommunale (senere regionale) politikere og administrationer for at sætte hjemløseproblematikker i fokus og modarbejde de udstødende mekanismer i samfundet. Ligesom Hus Forbi blev en lang række hjemløse engageret i arbejdet i SAND, og efterhånden som der blev mere og mere fokus på hjemløse og hjemløseproblematikker, blev der fokuseret mere på de hjemløses ressourcer. Succesen Hus Forbi gjorde det tydeligt, at hjemløse kunne forbedre deres situation, når de fik mulighed for at bruge og styrke deres egne ressourcer og selvværd.

I 2005 påbegynder Mændenes Hjem distributionen af hjemløseavisen Hus Forbi, og i 2006 blev Brobyggerprojektet etableret. Projektet udsprang af en gradvis forandring af Den åbne stofscene på Indre Vesterbro.

Der havde gennem en årrække været behov for at etablere en særlig indsats for kaotiske stofmisbrugere med anden etnisk baggrund end dansk på Vesterbro. Der havde året før i 2005 været iværksat et 6 måneders pilotprojekt under Københavns Kommune, som havde fokus på målgruppen. Dette projekt afsluttedes med, at der blev udarbejdet en rapport med titlen: “Særlig indsats for svært udsatte stofmisbrugere med anden etnisk baggrund end dansk på indre Vesterbro”. Det var bl.a. med erfaringerne og den nye viden fra denne rapport, at man søgte om midler til at opstarte et mere permanent projekt. Bevillingen blev givet, og projektet blev forankret på Mændenes hjem, men med udgangspunkt og kontor på hovedbanegården. Igennem det seneste årti var der sket to meget centrale ting på Vesterbro, som havde haft stor betydning for hele misbrugsmiljøet.

For det første blev kokainen gradvist det dominerende og fortrukne stof blandt brugerne, hvilket medførte at heroinen mistede en del af sin popularitet. Misbrugsmiljøet ændrede sig med andre ord fra at være et hovedsageligt heroinbaseret miljø til at være et hovedsageligt kokainbaseret miljø. Årsagerne var flere. Ifølge brugerne var grunden, at det er sjovere at tage kokain, samt at kokainen gennem årtiet blev meget billigere og kom ned i en pris, som kunne konkurrere med heroinen.

Den anden ændring og for dette projekt helt væsentlige årsag var, at der kunne observeres flere og flere stofmisbrugere med etnisk minoritetsbaggrund på Vesterbro. Ikke sådan at forstå at miljøet voksede, men det var iøjefaldende, at en stadig større del af misbrugsmiljøet bestod af brugere med anden etnisk baggrund end dansk. Samtidig kunne man også konstatere, at netop kokainmisbruget var meget udbredt blandt denne gruppe, hvilket ofte medførte kaotisk og aggressiv adfærd.

Den landspolitiske tendens med at bekæmpe hjemløsheden fik et ekstra skub i slutningen af årtiet, hvor Regeringen i 2009 vedtager en hjemløsestrategi med det erklærede formål at afskaffe hjemløsheden (2009-2012). Iværksættelsen af hjemløsestrategien bidrager til, at vi ved tærsklen til et nyt decennium også er klar til at tage nye skridt i udviklingen af Mændenes Hjem.

2010

Mændenes Hjem indledte det nye årti med at fejre sit 100 års jubilæum med brask og bram på omkring mærkedagen den 6. marts 2010. Fejringen foregår ved en række aktiviteter for brugere, nuværende og tidligere medarbejdere, samarbejdsparter og støtter på Mændenes Hjem, men også ved at man bliver modtaget og bespist med rådhuspandekager på Københavns Rådhus.

Iværksættelsen af Hjemløsestrategien betyder nye opgaver for Mændenes Hjem. I juni 2010 overtager Mændenes Hjem driften af 20 særboliger blandt andet målrettet socialt udsatte grønlændere i Colbjørnsensgade. Efter nogle år brænder tilbuddet ned og genåbner desværre ikke. I september 2010 indgår man ligeledes aftale om oprettelsen og driften af Cafe Klare, en natcafé for kvinder i Lyrskovgade, og Cafe Klare er den dag i dag et integreret tilbud i Mændenes Hjem.

Udviklingen fortsætter året efter for Mændenes Hjem. I januar 2011 overtager Mændenes Hjem driften af Sundhedsrummet og Cafe Dugnad på Halmtorvet på Vesterbro. De to tilbud omdøbes efterfølgende til et samlet tilbud under navnet ´Den Runde Firkant – Sundhedsrummet og Caféen´.

I november 2011 stopper Robert Olsen efter 18 år som forstander. Ivan Christensen tiltræder som ny forstander i januar 2012.

Mændenes Hjem har siden 1998 været aktiv part i debatten om behovet for etableringen af stofindtagelsesrum. I juli 2012 gives der lovhjemmel til at etablere stofindtagelsesrum i Danmark. Inden da har der været en længere sonderende proces, som har resulteret i, at Københavns Kommune og Mændenes Hjem er nået til enighed om at placere et stofindtagelsesrum på Mændenes Hjem med åbning i august 2013 efter en større ombygning af Mændenes Hjems kælder-, stueetage og 1. sal. I perioden inden det nye stofindtagelsesrum kan tages i brug aftales det, at Mændenes Hjem driver et stofindtagelsesrum adskilt fra – men på samme adresse som – Den Runde Firkant – Sundhedsrummet og Caféen. Dette stofindtagelsesrum åbner den 2. oktober 2012 og består af 7 injektionspladser.

Mændenes Hjem er nu efterhånden så stort, at der er behov for en udbygning af ledelsesstrukturen. I september 2012 træder en ny organisationsstruktur derfor i kraft. Hvor man tidligere har haft en forstander, en souschef og en række projektledere udbygges ledelsen nu med en afdelingslederstruktur.

Primo 2013 åbnede stofindtagelsesrummet Skyen på Istedgade med otte injektionspladser og seks rygepladser. Stofindtagelsesrummet på Halmtorvet fortsætter foreløbigt, da der er stor efterspørgsel på pladserne, men lukker fra juli 2016, da Københavns Kommune nu selv åbner et stort stofindtagelsesrum på Halmtorvet.

Mændenes Hjem har fra oprettelsen i 1910 stået for et socialt engageret arbejde med et stort hjerte. Især i de første 50-60 år fyldte husets kristne fundament meget, men næstekærligheden og medmenneskeligheden er i dag lige så levende som dengang. Ved oprettelsen rummede huset et herberg, en varmestue, tøjudlevering, et værksted og en lille butik, sovestuer og rigtige badeværelser og ikke mindst mødesalen. I dag kan Mændenes Hjem bedst betegnes som et bredt funderet socialt og sundhedsfagligt tilbud til hjemløse og stofbrugere.